Kom og få et nyt blik og perspektiv på Det Nye Testamente ved at læse den i en ændret rækkefølge sammen med en række gode kollegaer.
Ideen med
kurset er, at vi skal læse Det nye Testamente i kronologisk rækkefølge (så godt
det lader sig gøre!) for derigennem – på én og samme tid – at gøre teksten
fremmed og ny/vital.
Ved at læse teksterne ud fra deres kronologiske tilblivelse ønsker vi at skabe
rammen for en refleksion over kristendommens opståen og indhold, dens
historiske, praktiske og teologiske udvikling (dogmer, menighed, kirke, samspil
mellem kristendom og samfund etc). Det er tænkt som en ny måde at tilegne sig
teksten på ”forfra”. Deltagerne inviteres til at efterprøve, hvor mange givende
indsigter der springer ud af selve den kronologiske læsemåde. Et eksperiment er
det; men det skal forsøges, om det er muligt at læse, som om vi var blandt dem,
der for første gang læste de første skrifter, endnu før vi kendte de
efterfølgende. Formålet er både at øge nysgerrigheden overfor den
nytestamentlige tekst og at give plads til en funderende tilgang til
kristendommens tilblivelses- og udviklingshistorie.
Vi håber at en sådan læsning vil afføde nogle ”aha-oplevelser” – hvor plottet
er, at der kun må argumenteres ud fra det hidtil læste. En sådan tilgang kan
også beskrives som en ”opbyggelig” måde at indoptage nogle af indsigterne fra
den historisk kritiske læsning, uden derved at udøve samme genre-kortslutning.
Kurset vil bestå i en kombination af tid til selvstudie (læsning af Det Nye
Testamente på dansk) og diskussion heraf, samt enkelte oplæg/foredrag. Kurset
er tænkt som et åbent værksted, hvor alle deltagere spiller med. Kursets
primære formål er gennem denne kronologiske læsning at give rum til en
helhedslæsning, der tænker kristendommens historiske udvikling med ind som en
nødvendig hermeneutisk nøgle.
Lektor emeriti Lone
Fatum, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet:
1. Kronologi og genre.
Bibelens tilblivelseshistorie og betydning
2. Fra Paulus til Markus.
Om kristendommens tilblivelse som en selvstændig religion
Lektor, Hans Vium Mikkelsen:
1. En idé bliver til
2. Dogmedannelser og NT