Skønlitteratur er flittigt i brug i folkekirken. Vi citerer, genfortæller, synger, læser højt og læser sammen. Alt sammen med en vis selvfølgelighed. Tænker vi egentlig over, hvad vi foretager os med litteraturen, hvordan det virker, og hvad det har af betydning – både set fra et kirkeligt og et litterært perspektiv? Og er der andet og mere, vi kan bruge litteratur til i kirken, hvis vi bliver klogere på metoder og muligheder? Oplæg og workshops ved Anne-Marie Mai, Nanna Holm, Hans Nørkjær Franch, Martin Rohr Gregersen, Lena Kjems og Sara Nørholm.
På kurset vil vi arbejde med måden, vi bruger litterære
tekster på i kirken – i og uden for kirkerummet – ved at reflektere over
praksis, introducere til nye redskaber og metoder og gå på opdagelse i aktuelle
litterære former og udtryk. Deltagerne får en indføring i metoden guidet
fælleslæsning, og der vil blive introduceret til ny litteratur om tro og
kristendom til brug for prædikenskrivning, i gudstjenesten og som inspiration
til studiekredsen. Hver morgen og undervejs har vi fællessang - digte til musik! – og sammen forbereder vi en temagudstjeneste i Vartov Kirke som afslutning på kurset.
Geografisk betinget internatkursus
Et geografisk betinget internatkursus et kursus, hvor kursister med ansættelsessted i en vis afstand fra kursusstedet, får betalt indkvartering, mens dette ikke er tilfældet for kursister, som har ansættelsessted tæt på.
Det betyder, at:
· har du ansættelsessted inden for det relevante nærområde (jf. nedenstående), skal du selv sørge for indkvartering, morgen- og aftensmad. Frokosten sørger FUV for.
· har du ansættelsessted uden for det relevante nærområde (jf. nedenstående), sørger FUV for din indkvartering, morgenmad og frokost. Aftensmad skal du selv sørge for.
Dagen begynder kl. 9.15 (mandag kl. 12) og slutter kl. 17.00 (fredag kl. 13.00). Torsdag slutter vi dagen af med snacks og et glas vin.
Herudover afvikles kurset efter de samme retningslinjer som ved et internatkursus i Løgumkloster. Det vil sige, at deltagerne forpligter sig til at deltage i hele kurset og kursusdagen i fuld udstrækning og ikke påtager sig eller pålægges tjenstlige opgaver, mens kurset forløber.
Nærområde til et geografisk betinget internatkursus på FUV’s lokation Farvergade 27 F 2., 1463 Kbh K er:
· Alle provstier i Københavns Stift, undtaget Bornholms provsti
· Alle provstier i Helsingør Stift
· Roskilde provsti
· Greve-Solrød provsti
· Køge provsti
· Holbæk provsti
· Ringsted Sorø provsti
· Lejre provsti
Professor, Anne-Marie Mai, SDU
Litteratur i brug
Den litterære kultur er under stor forandring,
der udkommer således i dag langt flere bøger end tidligere, og lydbogen
har overhalet den trykte bog på flere måder. Litteraturen for mange læsere ikke
længere pæne fysiske bøger i reolen. Litteraturen er blevet et mellemværende,
og vi bruger den på mange måder: som underholdning, livstolkning, terapi,
anledning til samtale og æstetisk oplevelse. I denne session ser vi nærmere på brugen af
litteratur, ikke mindst inspireret af den amerikanske litteraturprofessor Rita
Felski.
Professor, Anne-Marie Mai, SDU
Læsning af Naja Marie Aidt ’Har døden taget noget
fra dig. Carls bog’ (2017)
Naja Marie Aidts værk er et af de mest læste i den
nyere litteratur. Værket, der skildret tabet af en elsket søn, har grebet
læsere over hele verden. Hvorfor er Aidts værk så rørende, og hvordan skildrer
det sorg og håb?
Studenterpræst, cand.mag. Nanna Holm, AAU:
Indføring i guidet fælleslæsning som metode og praksis
Guidet fælleslæsning er en måde at møde og tale om skønlitteratur på, hvor litteraturen opleves i fællesskab. Læsegruppelederen læser teksten højt og holder pauser undervejs, hvor deltagerne har mulighed for at byde ind i en samtale faciliteret af læsegruppelederen. Der er ingen forberedelse for deltagerne, der også kan vælge bare at lytte. Igennem oplæg, gruppeøvelser og fælles refleksion vil kursisterne
- stifte bekendtskab med guidet fælles læsning som læsepraksis og introduceres til rollen som læsegruppeleder.
- lære at vælge litteratur til bestemte målgrupper og inden for bestemte temaer og genrer
- opnå færdigheder som læsegruppeleder fra valg af materiale til selve læsningen.
Litteraturanmelder, cand.mag. Martin Rohr Gregersen:
Hvad tror ny dansk litteratur på? Oplæg
Hvilken rute skal man gå, hvis man gerne
vil følge troens vej i ny dansk litteratur? Dét spørgsmål vil dette foredrag
forfølge. Vi kan selvfølgelig dreje af ved salmeruten eller lade os guide af
salige Simon Grotrian og lyslevende Klaus Høeck, der i mange år har vist os
rundt i skaberværket. Men med centrale digtere og prosaister som Signe
Gjessing, Mirian Due, Duncan Wiese, Nikolaj Zeuthen, Lars Emil Woetmann, Jens
Smærup Sørensen, Jens Christian Grøndahl, Ingrid Nymo, Peder Frederik
Jensen, der alle på forskellige måder medtænker det religiøse, troen og
kristendommen som et væsentligt orienteringspunkt i vores liv, har vi nu
heldigvis fået flere stop at navigere efter i det litterære landskab. Når vi er
nået til vejs ende, står vi forhåbentligt med et kort, der kan vise os, hvordan
litteraturen måske kan være med til at give troen et nyt sprog at gå i kirke
med.
Ny dansk litteratur i kirkerummet. Workshop
Tekstlæsninger og fælles drøftelse som en del af forberedelsen til den afsluttende temagudstjeneste om jævndøgn.
Sognepræst, cand.theol., Hans Nørkjær Franch
Knausgårds blik – kunst og prædiken
Den
litterære prædiken kender de fleste af os nok. Men har vi tilstrækkeligt blik
for kunstens fundamentale evne til klarsyn, også når det anfægter og vækker
anstød? Ønsket
om at lede til klarsyn – tror jeg – deles af mange prædikanter. For også
prædikenen skal åbne virkeligheden for den, der lytter – for det er derigennem,
at evangeliet bedst bliver en tiltale, der kan ryste og trøste. De
store forfattere åbner virkeligheden, og Karl Ove Knausgård er en af dem.
Samtidig bliver det i hans forfatterskab med tiden kun tydeligere, hvor meget
han drives af menneskets allerdybeste spørgsmål – og derfor er han også
tilbagevendende i lidenskabelig dialog med den kristendom, han ikke tror på.
Lektor, ph.d. Lena Kjems,
FUV:
Litteratur i gudstjenesten - oplæg, workshop og temagudstjeneste om jævndøgn
Studiesekretær,
cand.mag. i dansk, Sara Nørholm, FUV:
Bibelsk genfortælling som litterær genre - oplæg
Genfortællingen er en del af Bibelens dna, og de bibelske
tekster bliver hele tiden genfortalt – blandt andet i de mange børnebibler, der
er udgivet i nyere tid. Med afsæt i Bibelen for nysgerrige vil oplægget
undersøge og diskutere spørgsmål som: Hvem har ordet i Bibelen? Hvor i sproget findes
fortolkning og forkyndelse? Er genfortælling og gendigtning egentlig det samme?
Og hvad med den læser eller tilhører, der ikke kender forskel?
Træerne! Inspiration til læsninger på tværs
Træet står i midten af Bibelens store fortælling om menneske
og verden, ligesom det findes i folketro og myter, og i litteraturen, hvor
træet er et topos så gammelt som digtningen selv. Med træet som eksempel vil
oplægget give inspiration til en læsning på tværs, der kan give blik for sammenhænge
og åbne de bibelske tekster fra en ny vinkel.