Floden Rhinen og landskaberne omkring den spiller en stor rolle i Europas historie. Også i Europas kulturhistorie. Den er blevet brugt som symbol og inspirationskilde i alskens kunstarter og politiske sammenhænge. Og så er den samtidigt den store grænseflod. Fra Romerriget til nutidens efterkrigstid har den delt landkortet.
Den spiller da også en stor rolle i teologiens verden. Fra Karl den Stores ottekantede kirke i Aachen i nord til den fabulerende gotiske facade på katedralen i Strasbourg i syd ligger de kirkehistoriske og teologisk vigtige steder som perler på en snor. Og dykker man ned i disse steder, vil man støde på mange grænsedragninger og skel: mellem romersk og germansk kristendom, mellem det katolske og det protestantiske, mellem romansk og gotisk arkitektur, mellem en stærk tradition og en i mere end en forstand flydende nutid.
På dette kursus vil vi stille skarpt på en lang række teologiske, kulturelle og eksistentielle grænsedragninger. Vi vil opleve noget af den mest storslåede kirkearkitektur i Europa og nærlæse Luthers Heidelbergteser i byen af samme navn, hvor han fremsatte dem for sine augustinske brødre. Og vi vil kigge nærmere på den vigtige, men knap så kendte reformator, som var til stede og siden kom til at sætte sit afgørende præg på Strasbourg: Martin Bucer. Vi vil også dykke ned i skrifter af den tyske forfatter og nobelprismodtager, Heinrich Böll, som voksede op i Köln, og i Mainz vil vi lade os berige af Chagalls glasmosaikker, overveje betydningen af Gutensbergs bogtrykkerkunst og hilse på Luthers store ”aflads-modstander” ærkebiskop Albrecht. Måske er vi også så heldige, at vi kan nå at få det berømte Isenheimer-alter i Colmar med på vejen. Alt sammen for at kunne tage masser af inspiration og teologisk glæde med hjem i præstekufferten.
Turen er ikke planlagt i detaljer endnu. Men så meget vides for nuværende, at det bliver en bustur, hvor vi skal overnatte to forskellige steder. Bussen starter fra og kører hjem til Kolding, og deltagerne skal derfor selv sørge for at komme til og fra Kolding. Der vil også være en vis deltagerbetaling, idet kursisterne selv skal betale for busturen ned til og hjem fra Rhin-området og for rejseforsikring. FUV arrangerer både bustur og forsikring. Deltagerbetalingen forventes at være cirka 3000,- kr.