Mundtlige fortællinger har en særlig forankring i nuet og kan bygge bro mellem mennesker. Som den gode samtale er den gode fortælling en kilde til indsigt i menneskelige livsvilkår og værdier, og den evner at printe sig ind i vores erindring som et lydspor, der vidner om en stemning, et samvær og et fællesskab.
Kurset henvender sig til præster, der ønsker inspiration og kollegial sparring i arbejdet med kunsten at fortælle. På værkstedet arbejder vi med fortælleteknik, hverdagsfortællinger og fortællinger med afsæt i skønlitteratur og Bibelen. Vi arbejder også med at øge kroppens balance og bevægelighed for at kunne at øge fortællingens nærvær og livfuldhed.
Deltagerne medbringer selv deres egne fortællinger som bidrag til et fortællende fællesskab. Målet er at blive fortrolig med genrens muligheder og få styrket fortælleglæden.