Verden er af lave – men det har den ifølge den kristne livstydning i grunden altid været. Vi skal på dette kursus arbejde med forestillingerne om syndefald og arvesynd som udtryk for kristendommens realistiske verdensbillede – et syn på tilværelsen, der tør forholde sig til de reelle livsvilkår og de velbegrundede bekymringer, de giver anledning til.
Der er grund til bekymring. Krige og klimaforandringer, kunstig intelligens og global ustabilitet, politisk kaos og samfundsmæssig polarisering kendetegner den tid, vi lever i, hvilket giver berettiget anledning til frygt og fremtidsangst hos mange mennesker. Er verden da ved at gå helt af lave?
Ifølge kristendommens livssyn og verdensbillede er der dog intet nyt under solen: verden har i grundlæggende forstand altid været af lave og står ikke uden videre til at redde – tænk bare på dinosaurerne og de mindst fem masseudryddelser, vores klode allerede har været udsat for. Allerede på de første sider af Bibelen kan vi læse, at den verden, Gud har skabt, og som Gud gentagne gange erklærer for god, ikke er identisk med den verden, vi faktisk lever i, for verden – og mennesket – er faldet. Synd og død og dermed også vold, ødelæggelse, ondskab, fejlbarlighed og inkompetence er med kosmisk og eksistentiel deformerende kraft kommet ind i verden og synes ikke at ville forsvinde igen.
Kristendommens verdensbillede og menneskesyn er dog ikke pessimistisk, men realistisk og nøgternt. Det er baseret på en grundlæggende erfaring af, at noget er gået alvorligt galt i kosmos, og at mennesket ikke af sig selv kan rette op på miseren igen. Syndefaldet og arvesynden – som begge naturligvis kan fortolkes på flere forskellige måder – er de kristne kategorier, der muliggør en realistisk tilværelsesforståelse og hænger sammen med et verdensbillede, der udelukker enhver naiv optimisme, men ikke håb. På dette kursus vil vi genbesøge og arbejde i dybden med synden både som realistisk udtryk for alt eksisterendes livsvilkår og som grundlag for det kristne håb.
Lektor, ph.d., Lars Sandbeck, FUV:
1. Den
brudte og fordrejede verden: om syndefaldets kosmiske og eksistentielle
konsekvenser
2. Reflektorium:
tekstlæsning, fælles drøftelse
3. Apokatastasis: den brudte verdens genoprettelse
Cand.mag., ph.d., Johannes Aakjær Steenbuch:
Syndefald og arvesynd fra Alexandria til Augustin
Seniorforsker, ph.d., Sasja Emilie Mathiasen Stopa:
Indkroget
i sig selv – arvesynd som udgangspunkt for Luthers erfaringsnære teologi
Post.doc.,
ph.d., Emil Børty Nielsen, KU:
Naturvidenskab
og teologi: er der plads til et syndefald?
Professor,
ph.d., Anders-Christian Jacobsen, AU:
Opgør med arvesyndslæren
Sognepræst,
Christiane Gammeltoft-Hansen:
Dåb og menneskesyn i praktisk teologisk perspektiv