Fortsæt til hovedindholdet

Netværk for spirituelle og kropslige praksisser i folkekirken

Netværk for spirituelle og kropslige praksisser i folkekirken er et tilbud til ansatte, der arbejder med, eller ønsker at stifte bekendtskab med, kirkens forskellige praksisser. Netværket har til formål at skabe et rum med høj faglighed på et felt, som vinder større og større udbredelse i folkekirken. På netværksdagen får deltagerne mulighed for at fordybe sig i en praksis, sparre med hinanden og indhente inspiration gennem faglige oplæg og erfaringsudveksling.  

OBS: uanset ansættelsesforhold skal ansøgning ske gennem FUVs system

F&R dækker kursusudgifterne for andre end præster ved henvendelse hos Sigrid la Cour Sonne (slas@km.dk)

9.30-10.00 Kaffe og velkomst (i Diakonissestiftelsens hall).  

10.05-10.35 Cirkeldans (i Emmauskirken) v. Anja Worsøe Reiff, sognepræst og danseleder ved Tjæreby og Alsønderup kirker.  

10.45-11.30 Samtidsteologi og samtidsspiritualitet v. Sigrid la Cour Sonne, teologisk konsulent ved Folkekirke og Religionsmøde.

”En af teologiens opgaver er at pege på nye fortolkninger af forholdet mellem Gud og verden.” Sådan skriver den amr. teolog, Sallie Mcfague, i Hengivelsens teologi (A new climate for Christology) fra 2021. Verden er i bevægelse og derfor flytter teologien sig. Hver tid har sine længsler og sine spørgsmål at stille. Oplægget undersøger samtidsspiritualitet og tidsånd i en række nyere samtidsspirituelle og teologiske værker i forsøg på at afdække kendetegn og fællestræk. Fælles for værkerne er en kritik af den vestlige kristne model af forholdet mellem Gud og verden med afsæt i vor tids klima- og biodiversitetskrise og de sociale strukturer, der medfører diskussioner af krop, køn og magt. Nøgleordene er intuition, natur og krop, hvor hverdagen er arena for det hellige.

Hvad betyder det for liturgi og praksis i folkekirken?

11.30-12.00 Meditation v. Sofie Alhøj, meditations – og retrætevært i Sundby kirke. Efterfølgende præsentation af deltagerne.

12.00-13.00 Frokost og gruppesamtaler på bjælkeloftet.

13.00-15.00 Resonans, nærvær og det intuitive sanselige hjertesprog v. Helle Winther, lektor og ph.d. i dans og bevægelsespsykologi, Institut for Idræt, KU.

Kroppens sprog er allestedsnærværende. Det er intuitivt, signalerende, sansende og kommunikerende. Det kan derfor have stor betydning for oplevelsen af nærvær, resonans og lederskab i professionel praksis. I workshoppen vil vi sammen sætte kroppens sprog i bevægelse igennem en glædesfuld og fællesskabende bevægelsespraksis. Undervejs vil der være dialog og mulighed for at spejle indholdet i egen praksis. Foredragsworkshoppen bygger på et holistisk kropssyn og forskningsbaseret bevægelsespsykologisk teori fra bøgerne ”Fodfæste og Himmelkys” og ”Kroppens sprog i professionel praksis” samt forskningsprojektet ”Moving Leaders.” Her er fokus på, hvordan en øget opmærksomhed på den professionelles egenkontakt, kommunikationslæsning, kontaktevne og lederskab kan åbne for selvindsigt og hjertesprog. 

15.00-15.30 Kaffepause

15.30 -15.45 Opsamling og tak for i dag.

15.45 -16.30 Yoga - og meditationspraksis ved Hanna Smidt, yogalærer ved Bellahøj Kirke og Brorsons Kirke og Sofie Alhøj, meditations – og retrætevært i Sundby kirke.

Dato:9. juni 2026
Kursusleder:Retorisk medarbejder Liselotte Dam-Jensen
Målgruppe:Andre kirkeligt ansatte, Præster og Kirke- og kulturmedarbejdere
Kursustype:Dagskursus
Kursussted:Diakonissestiftelsen, Peter Bangsvej 5B, 2000 Frederiksberg
Pris: 1.100,00 kr. for andre end præster med embede i Folkekirken. 
Ansøgningsfrist:26. maj 2026
Kursus-id:K. 24b/26 - 3364