At prædike konkret – billedsprogets homiletiske muligheder
Mon ikke de fleste prædikanter har oplevet, hvordan et træffende sprogligt billede eller en god fortælling løftede forkyndelsen og fik folk til at lytte mere koncentreret efter? Når billedsprog lykkes, er det meget stærkt. Det kan opleves meget konkret i modsætning til abstrakte begreber. Men det lykkes ikke altid, og nogle gange kan man som prædikant blive helt fortvivlet over, at man ikke kan finde den rette metafor eller en god historie. Heldigvis er der hjælp at hente.
Først og fremmest er der mange homiletikere og andre tænkere, som har reflekteret over, hvordan man kan bruge billedsprog. De kan hjælpe én med at blive bevidst om de forskellige typer virkemidler. Og så er der forfattere som for eksempel Jon Kalman Stefansson, som i praksis viser, hvor rigt og varieret man kan danne ordbilleder. Her er masser af konkret inspiration at hente. Endelig er brugen af billedsprog noget, man faktisk kan træne, og som man kan blive bedre til ved at udveksle erfaringer med andre.
Det er nogle af de ting, det er muligt at arbejde med på dette kursus. Og man bestemmer lidt selv, hvad man vil lægge vægt på. Kurset har nemlig en særlig form, som giver mulighed for stor medindflydelse på indholdet. Det kræver så til gengæld også en vis selvstændig indsats.
Kurset foregår digitalt. Kursisterne kommer til at arbejde hjemmefra (eller hvor man nu gerne vil opholde sig) og delvist online. Til gengæld bliver der sat tid af til selvstændige studier i form af tjenestefri studiedage, og undervejs får kursisterne en-til-en-sparring med studielektor, Erik Wulff Kelstrup, FUV. Der indgår også et selvvalgt praksiselement i kurset, f.eks. i form af fordybelse i et homiletisk greb eller en særlig form for billedsprog - eller simpelthen i skrivningen af en prædiken.
Kursisterne forpligter sig til nogle onlinemøder, primært med FUV’s lektor, men kommer altså også til at arbejde meget selv. De får fem dage fri til at være på dette kursus. Der er plads til 10 kursister.
Formen vil være som følger (de nævnte dage får man fri til kurset):
DAG 1, d. 5. april, 2027: Fælles introduktion kl. 9.00, derefter individuel udvælgelse og læsning af tekster (gjort klar af lektor), samt efterfølgende tilbagemelding i form af refleksionspapir
DAG 2, enten d. 12. eller 13. april, 2027: En-til-en-onlinesamtale med lektor ud fra reflektionspapir. Udvælgelse af emne og pastoral teologisk opgave (samt begyndende fordybelse og evt. (gen)læsning af tekster.
DAG 3, d. 10. maj, 2027: Fælles online-møde: kort præsentation af emne og pastoral opgave for de andre, mhp. inspiration og idéudveksling. Klargøring af den pastorale opgave.
PASTORAL OPGAVE: udføres i det daglige virke som præst
DAG 4, d. 1. juni, 2027: Tilbagemelding i form af refleksionspapir om udførelsen af den pastorale opgave, samt eventuel yderligere fordybelse i emnet
DAG 5, enten d. 7. eller d. 8. juni, 2027 (en af dagene vælges): En-til-en-online samtale med lektor ud fra reflektionspapir og muligheder i det fortsatte pastorale virke. Evt. mulighed for fælles afsluttende onlinemøde til gensidig inspiration.
Datoerne for DAG 2, 4 og 5 kan muligvis flyttes efter aftale med den lokale provst og studielektor Erik Wulff Kelstrup.