Fortsæt til hovedindholdet

Konference: Demografi og Folkekirken

Demografiske forskydninger har historisk set altid fundet sted. I disse år taler vi om en dobbelt urbanisering, som består af både en overordnet bevægelse fra land til storby, og en bevægelse regionalt fra landområder og mindre byer til større centerbyer. Hvordan reagerer vi på de forandringer, som den dobbelte urbanisering fører med sig? I folkekirken arbejder vi allerede på at sikre folkekirkens fortsatte tilstedeværelse overalt i Danmark, også under ændrede forhold. Andre aktører, som fx kommunerne, står med nogle af de samme demografiske udfordringer, som folkekirken.

FUV arrangerer i 2027 en konference, som stiller skarpt på de aktuelle demografiske bevægelser og prognoser, og ser på de faktorer, der har afgørende betydning for et områdes infrastruktur.  Konferencen vil give eksempler på både kommunale og folkekirkelige strategier, arbejdsmetoder, rationaler og tilgange som svar på de demografiske ændringer. Oplæggene danner på dagen baggrund for fælles refleksion over folkekirkens vedvarende arbejde med løbende demografiske ændringer.

Sæt kryds i kalenderen - invitation udsendes snarest.

I planlægningsgruppen sidder stiftskontorchef Jette Madsen, Aarhus Stift, Mette Olesen, projektleder i Aalborg Stifts ”Strukturudvikling i Aalborg Stift”, studielektor Morten Olander Christiansen, FUV, analyse- og udviklingskonsulent Karen Marie Sø Leth-Nissen, FUV, samt områdeleder for viden og udvikling Annette Brounbjerg Bennedsgaard.

Dato:3. februar 2027
Kursusleder:Annette Brounbjerg Bennedsgaard
Målgruppe:Indbudt gruppe
Kursustype:Konference
Kursussted:Kursuscenter Brogaarden, Abelonelundvej 40, 5500 Middelfart
Pris:1.100,00 kr.
Ansøgningsfrist:3. december 2026
Kursus-id:K. 05a/27 - 3515