Hjemmesiden blev opdateret d. 12. februar 2026 og har nu de nyeste tal. Hvis du kun kan se de gamle tal på hjemmesiden så skal du rydde din webbrowsers cache-filer for kirkestatistikken. Bruger du Microsoft Edge, Firefox eller Google Chrome kan du gøre dette ved at trykke ctrl+F5. Bruger du Safari så brug command+r eller command+shift+r. Dette skal du gøre for hver side, hvor du kun kan se de gamle tal. Det skal muligvis gøres et par gange.
10.509 personer meldte sig ud af folkekirken i 2025, hvilket er lavere end i 2024. Ser vi på perioden 2007-2024 kan vi se, at udmeldelsestallene er præget af udsving, hvor vi ofte ser stigninger efterfulgt af år med få udmeldelser. Udmeldelsestallene for 2022, 2023 og 2024 tyder på, at vi er i en periode med forholdsvis mange udmeldelser sammenlignet med perioden 2018-2021. Det er endnu uklart, hvad udmeldelsesbølgen kan skyldes, men mulige forklaringer kan være en øget inflation i 2022-2023 og mediehistorier i 2023. Det er også muligt, at der har været et efterslæb fra corona-perioden, hvor der var få udmeldelser. Udmeldelserne for 2022 og 2023 er dog ikke på niveau med tidligere udsving. Når man ser på udviklingen over tid, ser man to store udmeldelsesbølger, nemlig i 2012, hvor der blev indført vielse af to af samme køn i folkekirken, og i 2016, hvor Ateistisk Selskab førte kampagne for udmeldelse. I 2009 toppede en mindre bølge, som formentlig skyldes finanskrisen med 14.325 udmeldelser. De fleste udmeldelser sker iblandt folk, som er mellem 20 år og 50 år.
Vejledning: Tabellerne nedenfor viser antallet af indmeldelser og udmeldelser fra 2007 til 2024 fordelt på aldersgrupper i hele landet og i de 10 stifter. For at se udviklingen for hele landet eller i et enkelt stift skal du bruge søgefeltet. Kig i tabel 1 og find det stift, som du er interesseret i. Søg nu på stiftet i søgefeltet ved at bruge det navn, som står i tabel 1. Dvs. hvis du vil se tallene fordelt på Københavns Stift over tid, skal du skrive "København" i søgefeltet. Er du interesseret i Roskilde Stift, så skriv "Roskilde".
Tabel 1: Indmeldelser over tid fordelt på aldersgrupper og stifter
Tabel 2: Udmeldelser over tid fordelt på aldersgrupper og stifter