Fortsæt til hovedindholdet

Lektor ved FUV’s almene efteruddannelse (50%)

Er du en velfunderet teolog med særlig indsigt i bibelsk teologi, og har du lyst til at arbejde udviklingsorienteret og didaktisk med efteruddannelse af præster og andre kirkeligt ansatte?

Så er du måske FUV’s nye lektor i den almene efteruddannelse?

FUV tilbyder relevant efteruddannelse for præster indenfor pastoralteologi, almenteologi og i mødestedet mellem teologi og kultur. FUV søger en lektor, der skal have særligt fokus på kurser indenfor bibelsk teologi samt arbejde med rekvirerede kurser, f.eks. i form af provstikurser. Andre områder vil også være relevante.

FUV’s almene efteruddannelse for præster udbydes i flere kursustyper, internatsophold af forskellig varighed i Løgumkloster, specialuddannelser, der strækker sig over tre ugekurser, enkeltdage og digitale forløb m.v. Lektor forventes at indgå i alle disse kursusformer og løbende bidrage til udvikling af de didaktiske former sammen med øvrige ansatte.

Den almene efteruddannelses aktiviteter koordineres af studielektor for området og tilrettelægges og gennemføres i nært kollegialt samarbejde.

Lektor refererer til FUV’s områdeleder for uddannelse.

Vi forventer, at den kommende lektor:

  • Er teolog med højt fagligt niveau opnået fx gennem en master- eller phd-uddannelse
  • Har særlig faglig indsigt i bibelsk teologi og indsigt i pastorale opgaver
  • Har erfaring som underviser og lyst til at arbejde udviklingsorienteret og didaktisk
  • Har evne til at indgå i udviklingssamarbejde med både kolleger og eksterne aktører, som fx provstier, der rekvirerer efteruddannelse
  • Har lyst til at indgå i et fagligt kollegialt fællesskab med højt til loftet

Uddannelsesopgaverne vil overvejende foregå som en del af internatsophold, så der kræves stor fleksibilitet i stillingen i forhold til arbejdstid.

Ansættelsesvilkår


Tiltrædelse 1. september 2026 eller snarest derefter. Der afholdes samtale den 17. april og evt. anden samtale 22. april i Løgumkloster. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende krav i overenskomst for akademikere i staten.

Arbejdssted: FUV, Løgumkloster. Mindre rejseaktivitet.

Ansøgning


Ansøgningsfrist er 15. marts. Ansøgning vedlægges dokumentation for faglige kvalifikationer, samt pastoral og undervisningsmæssig erfaring i form af CV, publikationsliste, undervisningsportefølje (såvel kvantitet som kvalitet i undervisningserfaring ønskes dokumenteret), samt op til fem skriftlige arbejder som ønskes taget med i betragtning ved bedømmelsen. Ansøgningen skal indsendes som én samlet pdf med denne rækkefølge: CV, ansøgning, andre bilag. 

Den faglige vurdering af ansøgerne sker ved et af By-, Land- og Kirkeministeriet nedsat bedømmelsesudvalg.

For yderligere oplysninger kontakt områdeleder for uddannelse Ulla Morre Bidstrup: tlf 24644147 eller rektor Birgitte Stoklund Larsen: tlf 29420521. Ansøgning stiles til rektor Birgitte Stoklund Larsen og sendes vedlagt bilag til jobfuv@km.dk med emnefeltet: lektor 50% almen efteruddannelse.


Om Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

FUV blev etableret i 2014, hører under By-, Land- og Kirkeministeriet og har en selvstændig bestyrelse. Centrets opgaver er organiseret med to hovedområder: 1. Uddannelse, 2.  Viden og Udvikling. FUV uddanner og efteruddanner præster, provster, kirke- og kulturmedarbejdere og provstisekretærer og bidrager til at skabe udvikling inden for de folkekirkelige aktiviteter på et vidensbaseret grundlag. FUV har lokaliteter i København, Løgumkloster og Aarhus.