Da folkekirken løftede religions-pædagogikken
Lars Nymark er aktuel med bogen "Den undervisende kirke", der giver en samlet udviklingshistorie for folkekirkens undervisning gennem de seneste 50 år.
Lars Nymark og forsiden af hans nye bog "Den undervisende kirke".
Lars Nymark har undersøgt den religionspædagogiske udvikling gennem de sidste 50 år i sin nye bog "Den undervisende kirke". Med Folkeskoleloven af 1975 kom startskuddet til det, der skulle blive anledning til et regulært løft af folkekirken som en undervisende kirke. Loven adskilte formelt folkekirken og folkeskolen, hvilket betød, at en stor arbejdsopgave landede på folkekirkens bord og trak afgørende spørgsmål med sig: Hvad skal kirken med sin undervisning, og hvor og hvordan skal den udfoldes? Lars fortæller om bogen og tankerne bag den.
Fra nulpunkt til religionspædagogisk bevægelse
Hvilken anledning gjorde, at du fik lyst til at skrive Den undervisende kirke – og hvorfor netop nu?
To år efter min ansættelse som præst, i 1983, blev jeg kontaktet af biskoppen, der var på jagt efter en præst til en arbejdsgruppe under Præstehøjskolen. Der skulle bruges en præst med nogle års erfaring med konfirmander og en, der var ny og uden erfaring. Jeg var det sidste.
Deltagelsen i den arbejdsgruppe kom til at bestemme hele mit arbejdsliv. Sideløbende med 35 års præstearbejde har jeg fået lov til løbende at blive involveret de steder, hvor der fandt religionspædagogisk udvikling sted i folkekirken. Og det gjorde der rigtig mange steder i de år.
I 2016 kom jeg til Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter som lektor og opdagede, at Løgumklosters unikke religionspædagogiske bibliotek havde opsamlet materialer, der dokumenterede udviklingsforløbet. Det fødte tanken om en personlig forpligtelse til at samle og tegne udviklingshistorien op. Forpligtelsen blev yderligere forstærket af erkendelsen af, hvor afgørende netop årene fra 1975 og frem har været for folkekirkens undervisning. Det blev til projektet "Den undervisende kirke – 1975–2025".
Hvad har overrasket dig mest i arbejdet med bogen?
For det første at se, hvordan folkekirken som organisation udfoldede sig fra et bogstaveligt nulpunkt i 1975, hvor en ny folkeskolelov ”skilte” skole og kirke. Med folkeskolereformen stod kirken tilbage med kun konfirmationsforberedelsen, og den var tilmed på det tidspunkt ude af trit med samtiden.
I løbet af bare to årtier fik kirken udviklet en gedigen, samtidsrettet undervisning over hele spektret: babysalmesang, sogneudspil til børnegrupper, børnekonfirmandundervisning, et nyt og langtidsholdbart koncept for konfirmationsforberedelsen, landsdækkende folkekirkelige skoletjenester, kirkehøjskoler og anden kirkelig voksenundervisning, undervisning for børn og unge med særlige behov, religionspædagogiske stiftskonsulenter samt Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Man taber næsten pusten. Men det gjorde folkekirken altså ikke i de år. Overalt – i sogne og menighedsråd, hos præster og en vigtig ny formidlingsgruppe, kirke- og kulturmedarbejdere, samt i provstier og stifter – viste der sig mennesker, der tog imod, lod sig inspirere, engagerede sig og helt bogstaveligt blev de bærende medudviklere lokalt.
Ud over overraskelsen ved at se mængden af folkekirkelige religionspædagogiske initiativer tegnet op har det været en lige så betydningsfuld aha-oplevelse at opdage, at den religionspædagogiske udvikling i folkekirken er en kollektiv bevægelse. Et frugtbart samspil mellem sogneplan og kirkelig ledelse samt understøttende faglige uddannelses- og efteruddannelsesinstitutioner.
Du skriver om en “religionspædagogisk bølge” i 1980’erne og 1990’erne. Hvad var det, kirken fandt – eller genfandt – i den periode?
Kirken genopdagede sin egen undervisningsforpligtelse. Når det handler om kristen tro, er begge sider af kristentro konstitutive. Den ubetingede troserfaring i Gudsmødet og det at forholde sig til det, man har hørt, set og erfaret, og blive bevidst om, hvad det betyder for det liv, der skal leves i verden. Altså en indsigtsskabende belysning af den kristne historie holdt sammen med refleksion i egen forpligtende samtidskontekst. Den kristne kirke må være en undervisende kirke.
Du beskriver bogen som et refleksionsrum for nutiden. Hvilke spørgsmål håber du, læseren stiller sig selv undervejs?
Jeg håber i grunden, at optegningen af den kirkelige undervisnings udvikling i forhold til den bevidsthedsmæssige, politiske og pædagogiske udvikling 1975–2025 vil rejse spørgsmål hos en bred gruppe af læsere i forhold til den folkekirke, vi ser foran os og for manges vedkommende er en del af.
Udvikling af folkekirkelig undervisning, der når samtiden, handler ikke om at afvente, at kirkeledelse og præsteuddannelse barsler med et koncept, der så kan implementeres. Det er og bliver en kollektiv bevægelse i folkekirken, hvor udvikling er afhængig af, at engagement og blik for aktuel virkelighed på sogneplan samvirker med ledelse og uddannelse.
Relationens tidsalder
Hvad kendetegner efter din mening den undervisende folkekirke i 2025?
I begyndelsen af 2000-tallet var der efterhånden gået så meget pædagogik i kirken, at formidling blev et buzzword. Uanset om det var i konfirmandstuen, på prædikestolen eller i sjælesorgens samtaler, blev det afgørende at være ”brugerbevidst” og udvikle relationel, målrettet formidling, så den kunne nå igennem.
De seneste par årtier har tegnet sig som relationens tidsalder, hvor folkekirken på alle måder har forsøgt at være nærværende for det enkelte menneske. Walk-and-talk, strikkeklubber og aftenstunder i kirken med et glas vin er blevet prioriterede former til at formidle centrale sider af kirke og kristendom. Samlet set har det dog også ført til en afmatning i den specifikke undervisningsmæssige orientering de sidste 15 år.
En ny dannelsestænkning kalder
Hvis du ser frem mod de næste 25 år: hvilke udfordringer – eller muligheder – ser du for folkekirken som undervisende kirke?
Det er altid vanskeligt at spå – især om fremtiden. De, der nu og i årene frem har skoene på i den kirkelige formidling, må svare på det spørgsmål. Med mit arbejde med folkekirkens udviklingshistorie de sidste halvtreds år står det klart, at den værdimæssige konsensus mellem politikere, befolkning og folkekirken, som endnu fandtes i 1975, ikke længere eksisterer.
Den ”åndelig oprustning”, som flere sider kalder på i øjeblikket, dækker i dag over mangetydighed snarere end fælles grundværdi. Forældre sender gerne deres børn til børnekonfirmandundervisning i dag, forudsat at kirkens tilbud opleves som relevante og meningsfulde blandt de mange andre fritidstilbud. Det er en stor udfordring, der kalder på en grundlæggende, ny besindelse på kirkens undervisningsopgave.
Når individualismen i øjeblikket er et uomgængeligt formidlingsvilkår, hvordan udfolder kirken så sit ”tilbud”, der helt basalt har sin identitet i det grundlæggende fælles og fællesskabsstiftende: Gud og næsten? Dér ligger for mig at se en stor udfordring og samtidig akkurat ”kaldet” for folkekirkens undervisning i dag. Folkekirken må have taget hul på en fornyet dannelsestænkning.
Bogpræsentation
Den 11. marts bliver der afholdt en bogpræsentation i FUV’s lokaler i Aarhus, hvor Lars Nymark vil holde et oplæg om sin nye bog. Johanne Langkjær Fårup, sognepræst og underviser i kateketik på Pastoralseminarieuddannelsen i København, vil ligeledes holde et oplæg om den aktuelle konfirmationsforberedelse i folkekirken.