Ny rapport: Folkekirken skal tilpasse indsatsen for døve og hørehæmmede
Folkekirken må tilpasse sin indsats for døve og hørehæmmede, viser en ny undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og Haderslev Stift. Undersøgelsen konkluderer, at ændrede behov kræver nye løsninger, når det gælder folkekirkens betjening af døve og hørehæmmede.
I Sankt Nicolai kirke er der skærme sat op, som hjælpemiddel til døve og hørehæmmede.
Døvesamfundet forandrer sig
Personer, som bliver født døve, får i stigende grad i dag cochlear implantat og vokser op uden tegnsprog som primært sprog. Det ændrer døvesamfundets størrelse og kultur og betyder, at folkekirken fremover skal betjene både tegnsprogsbrugere og en ny generation af døve og hørehæmmede med andre forudsætninger.
Hørehæmmede fylder i alle sogne
Omkring 700.000 danskere i den arbejdsdygtige alder har problemer med hørelsen, men de fleste bruger ikke høretekniske hjælpemidler og gør sjældent opmærksom på deres behov. Gruppen så stor, at den vil være væsentligt til stede i langt de fleste af landets menigheder. De forhold gør folkekirkens betjening af de hørehæmmede vanskelig og kalder på typer af hjælpemidler, som alle kan have gavn af i kirkerummene og sognegårdene – også uden at bruge særlig teknologi som f.eks. høreapparater.
Udfordret struktur – især øst for Storebælt
Hvor døveområdet er dækket nationalt, mangler der både landsdelspræst og kirkeudvalg for hørehæmmede øst for Storebælt. Vestpå kæmper man med at sikre kontaktpræster i provstierne. Der er behov for en mere bæredygtig og handlekraftig organisationsmodel.
Fokusområder for udvikling
Undersøgelsen peger bl.a. på:
- Styrket organisering og bedre administrativ støtte til døvepræsterne
- Teknologiske løsninger som skærme, AI-tolkning og bedre adgang til tegnsprogsmateriale
- En fælles teknisk standard for hørehensyn i kirkerne og øget uddannelse af præster og personale
- Et mere systematisk netværk af kontaktpræster
Undersøgelsen giver ikke færdige svar, men rejser spørgsmål, der skal danne grundlag for en bred dialog om, hvordan folkekirken bedst skaber et tilgængeligt kirkeliv for både døve og hørehæmmede.