Josefine Klougart: ”De konkrete billeder er ikke bare bare banale, de er en portal til en dybere forståelse af verden.”

I disse dage er forfatter Josefine Klougart kursusleder på en række workshops under overskriften “Skriv bedre prædikener”. Det er hun sammen med forlagsdirektør Jakob Sandvad, og sammen gennemgår de deltagernes medbragte prædikener for – sammen med kursusdeltagerne – at komme tæt på, hvad der gør en tekst levende og vedkommende, og hvornår en tekst går i tomgang og hægter folk af.

I den forbindelse tog vi en snak med Josefine Klougart om, hvilke metoder hun selv bruger, når hun skal skrive, og hvordan man kan forfine sine egne prædikentekster.

Kan man sige noget generelt om, hvad der gør en god tekst?

En tekst skal være levende. Det er for mig at se det essentielle. Hvordan den levende tekst så ser ud, det kan man ikke sætte absolutte regler op for. Men man kan sige, at man skal kunne mærke, at forfatteren har et mellemværende ikke bare med dit tema, men også med den genre der skrives i og med sproget som sådan. Hjerteslaget i en tekst kan læses i de små lysende glimt, der kan opstå - ligesom en gnist der slås af to sten. Noget skal lyse op indefra teksten, noget uventet og skønt. Det er disse små glimt af indsigt og skønhed, vi som skrivende må forsøge at etablere en mulighed for. Det gør vi blandt andet ved at minde os selv om det konkretes erkendelsesmæssige dybde. Som jeg skriver i romanen Alt dette kunne du få: 

"Intellektet kan aldrig mønstre en så dyb og kompleks erkendelse som den man når ved sindets stødvise indsigt i det konkretes uendelige rigdom og dybde. Hele den vestlige filosofihistorie kan intet stille op over for et messinghængsel, en knæhase eller erindringen om at løfte en isflage af hestenes vand en nat i januar. "

De konkrete billeder er ikke bare bare banale, de er en portal til en dybere forståelse af verden. 

Hvad kendetegner en velskrevet prædikentekst?

Det samme som kendetegner enhver god tekst, vil jeg mene. Den skal være levende, rumme skønhed og indsigt. Den skal virke som noget der finder sted og ikke som et referat af noget allerede erkendt. 

Præcist hvordan det så skal gøres, det er sværere at sige. Prædikengenren forholder sig til en bibeltekst og prædiken har med forkyndelse at gøre. Der er en lang tradition, man skriver sig ind i, og en omfattende diskussion af, hvordan det så bør gøres. Men man må jo sige, at det er en genre, der rummer vide muligheder for variation og for at man finder nye veje. Enhver må gøre op med sig selv, hvilken rolle sådan noget som fortolkning af bibelteksten skal have. Mit indtryk er, at det kan være givtigt at se på, hvordan man bløder meget fortolkningstunge og derved abstrakte prædikener op med noget mere konkret, måske scenisk eller poetisk. Det abstrakte sprog er ikke billedskabende på samme måde som det konkrete sprog og jeg tror grundlæggende på, at den æstetiske erkendelse er rigere og mere dyb end den intellektuelle, begrebslige. Den er kendetegnet ved at aktivere flere af bevidsthedens fakulteter samtidig, så erkendelsen bliver mere dyb: den er sanselig OG intellektuel, den er begrebslig OG konkret. Det æstetiske og det religiøse er nært forbundet, vil jeg mene, og derfor giver det så god mening at se på mere æstetiske strategier, når man skriver prædikener. Fordi det æstetiske kan være en vej til en dybere forståelse af det uudsigelige - det guddommelige om man vil. 

Måden jeg griber det an på, når jeg læser prædikener (eller enhver anden genre, for den sags skyld) er først at forsøge at forstå den enkelte teksts indre logik for dernæst at se, om der er sammenhæng mellem den logik og måden hvorpå teksten så udfolder sig. Bliver man kastet af, er der uklarheder og dunkelheder? Jeg tror på klarhed som et ideal. Man skal ikke holde viden tilbage eller udtrykke sig uklart, når klarhed er mulig. Der vil altid åbne sig et større rum, hvis man er ødsel med konkrete detaljer og lægger det hele frem. Miraklet findes i det synlige, ikke i det usynlige. 

Findes der nogle gode råd til at forberede sit tekstarbejde?

Jeg selv begynder aldrig at skrive uden først at læse nogle siders skønlitteratur og på den måde markere en overgang til en anden måde at tænke på end den dagligdags - blive mindet om, hvor meget, sproget egentligt kan og hvor vide rammerne faktisk er. Ofte opstiller vi selv helt ubevidst nogle dogmer, der gør os mindre frie i skriften end vi kunne være. Det er en hæmsko. Genre, form og tone er med til at sætte rammerne for, hvad der kan ske i en tekst, hvad man kan tænke, skabe, fremstille.  Vi må kæmpe for altid at arbejde i det størst mulige rum - eksperimentere med at flytte grænserne og udfordre genren. Det er dét, der kendetegner alle store forfattere og filosoffer - de overskrider, hver på sin måde, gang på gang, det man troede var muligt. Derfor: læs J.P. Jacobsen, læs Tove Ditlevsen, læs James Joyce og William Faulkner og se, hvad de gør. Lån af dem, prøv det af. Se hvad der sker, hvis du indføjer en linje fra Eminem. Skab kontraster i din tekst og hvis du tænker: ej, det kan man da ikke, så vil jeg sige: prøv det først. Man må insistere på i selve skriverummet at have total frihed. Så kan man i redaktionen og læsningen af sig selv altid rette til og dressere teksten, kultivere den. Men udgangspunktet må være, at man tillader sig selv den luksus, at man ikke har skrevet sin tekst før man har skrevet den, ikke har tænkt den før man har skrevet den. Den skal ideelt set opstå i og af skriveøjeblikket. Så bliver den levende, og det er jo det det handler om. Man taler jo meget om det levende ord - det handler meget lidt om, hvorvidt det læses eller høres læst op, men om hvorvidt sproget er sat fri eller om det er spændt for en vogn og er styret totalt af forfatteren. Idealet må være, at teksten er klogere end sin forfatter. Det bliver det kun hvis du som forfatter har tillid til, at sproget vil dig det bedste. Og tro mig, det vil det. 

Den sidste workshop af ”Skriv bedre prædikener” finder sted d. 21. november på Vartorv i FUV’s lokaler.

Du kan finde flere spændende kurser her.