Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Registrering af kirkekunst kommer på nettet

Benny Grey Schuster, cand. theol. og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster, har siden 2015 gennemført en samlet registrering og fotografering af den kunst, som er kommet ind i Folkekirkens kirker siden 1945.


De indsamlede data bliver offentligt tilgængelige i form af en søgbar database. Formålet med databasen er at tilvejebringe et fundament for en faglig og videnskabelig analyse af brud og tendenser i kirkekunstens æstetik og funktion. Mulighederne for at kunne kombinere søgninger på kryds og tværs af de forskellige kategorier åbner for en bred vifte af undersøgelser, hvor man fx kan undersøge egnsforskelle, vekslen i foretrukne motiver og kunstformer hen over årtierne, forholdet mellem abstrakt og figurativ/narrativ udsmykning etc. 

Databasens anvendelsesmuligheder 
Den vil være et vigtigt værktøj til at fremme kirketurismen, da databasen også vil være tilgængelig via smartphones, så man vil kunne stå i en given kirke og finde information om, hvilken kunst man betragter, eller fx omvendt tilrettelægge en rute for at bese en given kunstners værker. Den vil også kunne tjene som vejledning for menighedsråd, der står over for udsmykningsopgaver. I forbindelse med undervisning og forkyndelse kan præster og kirkelige undervisere gøre brug af billedmaterialet. Dette forudsætter dog, at den enkelte kirke har indgået den standard aftale med Copydanbilleder, som der vil blive linket til på hjemmesiden. Aftalen dækker kunstnernes ophavsrettigheder, hvorimod fotograferne har stillet billederne til fri afbenyttelse mod kreditering. 

Data om kunstværkerne
Det, som er registreret omkring kunstværkerne er: kirkens navn, kunstnerens navn, værkets art, alder og placering, samt, hvor det er relevant, en ikonografisk identifikation. Ud over disse data er der, så vidt muligt, indsamlet fotos af alle værker. 

Hvor er databasen tilgængelig?
Databasen kommer til ligge på hjemmesiden modernekirkekunst.dk, som lanceres mandag den 3. april. Tilstede ved åbningen vil bl.a. være kirkeminister Mette Bock.