1. søndag i advent
Homiletiske overvejelser 1. s. advent

Homiletiske overvejelser

Lektie: Profeti om Messias, der bringer retfærdighed, et lys for folket, som åbner de blindes øjne og giver de fangne frihed

Epistel: Dagen er kommet, og vi skal leve, som det hører sig til for lysets børn

Evangelium: Jesus i sin hjembys synagoge

Synagogen summede af forventning den dag i Nazaret. Jesus læste fra Esajas, et stykke tilhørerne kendte og elskede, som vi elsker juleevangeliet. Om alt det, folket havde ventet på i århundreder: Retfærdighed, fred og frihed. Engang skulle det ske. Men Jesus sagde i dag: I dag er det gået i opfyldelse – og glæden brød løs, tilhørerne jublede.

Jublen fik dog en brat ende. Måske blev tilhørerne forargede over, at det ’bare’ var Josefs søn, som sagde disse vidunderlige ord. Eller måske mente de, at netop fordi han var en af deres egne, skulle ordene gælde dem i særdeleshed. De blev i hvert fald rasende over at høre om de andre, der var blevet hjulpet. Frelsen skulle være deres alene. De blev forargede over, at Gud er god mod hvem, Han vil. Men vil man have det gode for sig selv, bliver man ond. Løgstrup skriver følgende om dette: ”Intet er mere nærliggende end tanken om frelse. Men intet er heller mere livsødelæggende end viljen til frelse. Den er det et menneske bliver ond af. Fordi tiden gør det forbi med oplevelsen og glæden, forsøger vi at give dem en falsk absoluthed: Kan vi ikke eje dem evigt, kan vi i det mindste eje dem alene” (”Eksistensteologisk og religionsfilosofisk tolkning af Jesu forkyndelse”, Religionsfilosofiske afhandlinger, Århus 1972, s. 24). 

De blev onde i Nazaret. Ville han ikke kun være til for dem, skulle han slet ikke være. Det lykkedes dem ikke at slå Jesus ihjel – ham kunne ingen og intet holde fast, end ikke graven – men det lykkedes dem at slukke det håb, han havde tændt i dem.

”I dag” er farlige ord, når det betyder, at herligheden ikke blot kommer, men allerede er. At dagen i dag er en af nådeårets dage. For dagen i dag ligner jo i går. Fanger er stadig fanger, lamme er stadig lamme, blinde stadig blinde. Alligevel er det nådens dag i dag. Det er glædens dag. Vi venter på jul, at himlen skal fødes på vores jord, og forventningen farver hver dag, mens vi venter. Den kommende højtid kaster sit lys ind over ventetiden og fylder den med indhold og mening. ”Vi kan se det med barnet hos hvem, forventningen er ren og ublandet”, skriver Løgstrup (ibid. s. 23). Børn glæder sig til hver eneste dag, fra de står op, hvad enten de skal bage julekager, hente juletræ eller noget helt tredje. Ikke et øjeblik må gå til spilde. ”Forventningen gør ikke nutiden tom. Tværtimod. Når barnet glæder sig til noget, bliver alt det nærværende nyt. Forventningens glæde bliver til en glæde over hvad, der er til i øjeblikket. De går i ét”. (ibid.) Sådan ville det også gå den voksne, hvis vi virkelig troede. Vore liv ville få glædens fortegn på trods af alt. 

1. søndag i advent indleder et nyt kirkeår. En række dage ligger foran os. Nogle gode, andre tunge, nogle frydefulde, andre sorgfulde og alle oplyst af ham, som siger: I dag er nådens dag! Glæden er ikke en besiddelse, men ligeså udsat og sårbar som barnet i krybben. Den skal leves og deles i en verden, hvor mørket ikke er udryddet. Men mørket er blevet anderledes med Guds søn. Han har åbnet en ny virkelighed for os, uanset hvad vi er fanget i. Han har tændt det håb, at vi skal sættes fri af alt det, som holder glæden fangen. Hverken skyld eller angst, fortid eller fremtid kan trække os væk fra opfyldelsen i dag.