Om gudstjenesten, samarbejdet og processen
Vi tænker billedligt om gudstjenesten, og forstår den som et stykke musik eller netop et billede. Den udgør en helhed, men består af mange dele. Den har en ramme, inden for hvilken der er mange detaljer. Den er som et forløb bestående af mange ’satser’ eller afsnit med forskelligt udtryk eller stemning. Den har et budskab.
I en gudstjeneste må paletten gerne være stor, tekstligt og musikalsk set, så der er noget for enhver. Den kan bestå af både nyt og gammelt, forskellige stilarter og udtryk. Men der skal være en rød tråd, fordi alle de små tråde qua både tekst og musik spinder sig sammen til én. Men det gør dog ikke noget, hvis man som kirkegænger ikke opdager alle de små tråde. For en gudstjeneste må gerne have flere lag, så man kan ’gå på opdagelse’ i den. Og endelig gør det heller ikke noget, hvis man som præst og organist ikke ’får det hele med’ hver gang, for det vigtigste er, at vi vil noget med det, vi gør.
Af denne forståelse udsprang vores metode i arbejdet med 16.-20.søndag efter trinitatis: Vi er begyndt med bibelteksterne, alle tre. Har dykket ned i dem, udfordret hinanden på forskellige forståelser og anstødssten og er ad den vej kommet nærmere en rød tråd for den givne søndag. Derefter har vi taget fat på salmerne, som vi har valgt sammen – og uden at skele til salmevalg, vi hver især har foretaget tidligere. Og ud af det fælles arbejde udsprang så de homiletiske overvejelser samt musikvalget, som vi også begge har været inde over.
Arbejdsmetoden kan være tidskrævende, især i starten af samarbejdet, men vi har erfaret, at den er frugtbar! Den kan føre én steder hen, man ikke plejer at være, den udvider horisonter og åbner for nye perspektiver. Og det måske ikke kun for præsten og organisten men forhåbentlig også for den menighed, gudstjenesten skal holdes sammen med! I salmevalget har vi ikke søgt det sikre eller ’perfekte’, men det fornyende og fælles – og håber, andre kan blive inspireret deraf.
