Fortsæt til hovedindholdet
2. søndag efter helligtrekonger
Salmevalg 2. s. e. h3k

Salmevalg

DDS 410 Som tørstige hjort monne skrige

DDS 31 Til himlene rækker

DDS 277 Herre, når din time kommer

DDS 441 Alle mine kilder

DDS 8 Om alle mine lemmer

DDS 399 Klokken slår, tiden går

I "Som tørstige hjort monne skrige" slås temaet med den rindende kilde an, lige fra den første sætning, ligesom Jeremias-tekstens ængstelse og uro træder tydeligt frem i salmens vers 2 og 3. Episteltekstens overvejelser om håb kan også læses ind i salmens vers 6 og 7.

"Til himlene rækker" indeholder et kildetema, der knyttes til en direkte gudserkendelse: ”Hos dig er livets det evige væld, og lys i dit lys skal vi skue”. Det vedvarende, u-standselige og grænseløse understreges i ved flere sproglige billeder i vers 1, 2 og 3.

"Herre, når din time kommer" knytter sig til og udfolder episteltekstens ord: ”vi skal se ham, som han er”. I vers 4 er det de konkrete sakramenter, der giver smagsprøver på det himmelske måltid. I salmens vente-stemning gøres håbet til en proces i livet (vers 5 og 6), og håbet sættes sammen med nåden, så der nærmest er tale om, at håbet er rensende for det enkelte menneske.

Kildetemaet beskrives i "Alle mine kilder" ved forskellige bibelhistoriske eksempler. Det er åndsbadet i vers 4, der lægger sig tættest op ad evangelietekstens ord om det levende vand. Når evangeliet taler om, at ”der kommer en time, ja den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede faderen i ånd og sandhed”, så kunne dette universelle perspektiv svare til salmens sidste vers om ”folks og tungers og stjerners vrimmel”.

Med de afsluttende ord i "Om alle mine lemmer": ”Lad livets kilde flyde, at ingen stopper den!” kastes et andet lys ind over den uudtømmelige kilde. Det er altså muligt at bringe den til ophør. Men den menneskelige erfaring lige fra ungdommen (vers 2) gør, at mennesket hele tiden må undres over, at Guds gaver kan blive ved med at komme. Dermed er salmen en bøn om, at dette må fortsætte.

Tonesproget i melodien "Klokken slår, tiden går" udtrykker noget afventende og nærmest monotont. Denne næsten monotone melodi med en ambitus (melodisk spændvidde) på kun fire toner får imidlertid et tekstmæssigt modsvar af det guddommelige, der træder ind, og som i epistelteksten skaber håb (vers 2). Dette håb fører mennesket ud over tid og rum og gør det, som mennesker ikke kan forbinde med den timelige tilværelse, ja sætter mennesket i stand til at tænke alt det, der overskrider tidens og rummets grænser.