2. søndag efter påske
Salmevalg 2. s. e. påske

Salmevalg

DDS 234 Som forårssolen morgenrød

DDS 233 Jesus lever, graven brast

100S 836 Helligånd, tag mig ved hånden

DDS 168: Hyrden er én, og så hans hjord

DDS 652 Vor Herre! til dig må jeg ty - vers 7 (Vor Herre! ja, nu er du nær)

DDS 31 Til himlene rækker 

Vi trækker stadig tråde tilbage til påsken med vores forslag til første salme betoner med Grundtvigs "Som forårssolen morgenrød" det blide frem for det proklamatoriske eller bombastiske. I evangelieteksten handler det om at høre en stemme og følge den. Det er erfaringer af Jesu opstandelse på en mere stilfærdig, eftertænksom vis: Hvis jeg skal høre og tyde en bestemt stemme, må min egen stemme nedtones en smule. Derfor indleder vi med en af Grundtvigs mere stilfærdige påskesalmer. 

"Jesus lever, graven brast" har vi valgt som gennemgående salme mellem læsningerne i hele perioden, fordi den ganske kortfattet proklamerer påskens centrale budskab. 

"Helligånd, tag mig ved hånden" er valgt, fordi den er en bøn om retning og mening i livet – som den retning en hyrde giver sin flok. Vi vælger udgaven med fem vers fra 100 Salmer.

"Hyrden er én, og så hans hjord" er Grundtvigs gendigtning af dagens evangelium. Grundtvig betoner i salmen, at dér, hvor vi hører Jesu stemme, er i dåbens ord og ved nadveren (vers 2), og kærligheden er det, der nærer sjælen. Der er kun én hyrde og én hjord (vers 1), og forbindelsen mellem de to er liv og kærlighed, som strømmer gennem forbindelsen og holder hjorden i live (vers 2 og 3). Salmen præciserer, at hyrdens motiv for at drive sin hjord ikke er blind lydighed for magtens skyld, men en fastholdelse for at give næring til sjælen og lede sin hjord mod sandhed, kærlighed og evighed (vers 4). I gendigtningen af evangelieteksten bruger han et billede fra Zakarias' Bog i Det Gamle Testamente: "driver sin hjord han [Jesus] op og ned, / altid med staven “Liflighed” / vogter han flokkene sine". I 1992-udgaven af Bibelen og Bibelen 2020 er det gamle ord “liflighed” oversat ved, at hyrden leder sin fåreflok ved hjælp af to stave: Skønhed og Bånd (i betydningen ’forbundethed’ og ’samhørighed’). Grundtvig får dermed skrevet frem, at det er den nære, livgivende relation mellem os og den opstandne Kristus, der er omdrejningspunktet i hyrde-hjord relationen. Ikke magtudøvelse og blind lydighed.
Vi anbefaler at bruge Lindemans originale harmonisering til "Kirken den er et gammelt hus" fra den norske koralbog (530), fordi man efter vores mening bør bruge den sats, der er komponeret med melodien, medmindre andre harmoniseringer er bedre. Det er ikke tilfældet med de to harmoniseringer i den danske koralbog.

Vores faste forslag til nadververs "Vor Herre! ja, nu er du nær" er særligt passende denne dag på grund af den trøst og nærhed, den udtrykker, og som passer til den nærhed, der udfoldes i hyrdemotivet. 

Vi slutter med "Til himlene rækker" på grund af dens betoning af Guds trofasthed og barmhjertighed.