2. søndag i fasten
Homiletiske overvejelser 2. s. i fasten

Homiletiske overvejelser

Der var engang et vakkert barn, men
Meningen med mennesket var, at det skulle være Guds barn, men Adam og Eva spiste af kundskabens træ, fordi de hellere ville være sig selv end at være Guds. Det har så siden været et problem for hvert eneste menneske: at være nødt til at blive sig selv. Det er den problematik, der gennemspilles i de fleste eventyr og i ethvert menneskes liv.

Vi kan sammenligne det med Titanic. Guds skaberværk var sådan et fuldendt skib, der skulle ud på sin jomfrurejse. Mennesket var designet til ikke at synke væk fra Gud, men gjorde det bare alligevel. Syndens kolde isbjerg kom imellem, og mennesket befandt sig på kollisionskurs med det og sank væk fra Gud ned i dybet. Det var noget af et men.

Også for Guds søn er der et men – nemlig det men, at vi mennesker har svært ved at lade ham være den, han er, Guds søn, vores frelser og forsoner, vores nyskaber samt den, der på én gang viser os sand guddommelighed og sand menneskelighed. Vores men i forhold til Jesus Kristus fører ham i første omgang til korset på Golgata, og det er faktisk allerede her, han så småt er på vej hen, da han møder den fortvivlede far med den syge dreng.

Vi må forestille os, at der for denne dreng og hans far også har været en begyndelse, hvor alting var såre godt, og så har dette men meldt sig, da drengen begyndte at få sine anfald. De anfald, der gør ham stum og stiv og kaster ham i både ild og vand for at få magt over ham og gøre det med ham.

Anfaldene gør altså drengen stiv og stum, hvilket betyder, at de fratager ham sprog og bevægelighed samt noget meget væsentligt – nemlig det, der gør, at han som menneske stadigvæk til en vis grad ligner Gud, i hvis billede han er skabt. For Gud er jo i høj grad den, der taler, og den, der med sin Ånd er al bevægelses urgrund.

Anfaldene isolerer drengen fra andre mennesker, så han ikke kan komme i kontakt med dem og de ikke med ham. I anfaldene er han helt i sin egen verden – er helt sig selv ved at forsvinde ind i et mørke, intet menneske kan hente ham ud af.

At være helt sig selv…
At være helt sig selv i betydningen udelukkende sig selv er ikke noget at tragte efter. For da er man afskåret fra andre mennesker og fra Gud. Helt sig selv bliver man kun ved at indgå i en sammenhæng med andre mennesker og ved at tro, at man først og fremmest er Guds. Guds er mennesket altid under alle omstændigheder, men det kan sommetider være svært at få øje på. Den syge drengs far har sikkert ikke i første omgang opfattet sig som Guds, for han har haft så travlt med at være bekymret og angst for sin syge dreng, at han først og fremmest har været i angstens og bekymringens vold; de to velkendte dæmoner, der i næsten lige så høj grad som krampeanfaldsdæmonen hindrer mennesker i at leve. Så begynder man at være bange for frygten, og frygter bangeheden mere end alt andet, så det af bare frygt bliver svært ikke at frygte. Sådan et men lever mange mennesker med.

Når Jesus i dag genopretter skabelsesordenen på den måde, at drengen befries for sine anfald, så fjerner han et men med store bogstaver både i drengens og i faderens liv.

Det store men i faderens liv er det at have en elsket søn, som han sommetider ikke har kunnet komme i kontakt med. Det store men i sønnens liv er, at han lever et liv, hvor han i mere end almindelig forstand dør en lille smule hele tiden, fordi han hver gang, han har et anfald, ligger hen som død. Når sønnen har det sådan, kan han ikke være søn, og faderen kan ikke være far, for ingen af dem kan bryde igennem den stumme, stive mur, som dæmonen sætter op imellem dem.

Jesus kan. Fordi han er Herre og skaber. Fordi han viser sig at være som Gud, der taler, hvor vi må tie, fordi sproget går i stykker eller ikke slår til. Jesus er den, der bevæger og er bevægelig. Han er den, man kan kaste al sin smerte på og sige: Du skal tage den, for jeg vil ikke have den og kan ikke bære den – det er for meget for mig. Det bedste man kan bruge sine sidste kræfter på, er at kaste al sin smerte på ham og håbe – dér midt mellem tro og vantro.

Dødens men
Og så er der jo det helt store men. Det men, der gælder for ethvert menneske – hvad enten vi nu er født handicappede og aldrig bliver andet, eller vi bliver syge og kan kureres for en tid. Det men, at vi skal dø. Nogle efter et vellevet, veludnyttet liv, hvor alle muligheder blev bragt til udfoldelse. Andre efter et liv, hvor umulighederne forkrøblede ethvert tilløb til det, vi synes, et liv skal være. For os alle gælder det, at dette helt store men er på vej til Jerusalem for at dø sammen med Jesus Kristus, for han skal vise sig at være det Guds enorme men, der overdøver både det første og det sidste men i et menneskeliv. Det helt store men, dødens men, overdøves af Jesus Kristus, da han påskemorgen gør døden blind og døv og stum og lam, for at vi en gang med ham i evigheden skal se og høre og synge og danse. 

Det begynder med bønnen, der beder, faster og kaster sig frem og tilbage mellem tro og vantro med håbet som pejlemærke, og i den bevægelse opdager man sig selv som den, man skal være: Guds med alt, hvad det indebærer.