2. søndag i fasten
Tværfagligt notat 2. s. i fasten

Tværfagligt notat

Charlotte Muus Mogensen og Mette Marie Trankjær

2. søndag i fasten skaber Gud mennesket i sit billede til at ligne ham, men det kniber gevaldigt med at fastholde denne lighed. Jesus Kristus, præst på Melkisedeks vis, er kommet for at vise, hvordan sand gudbilledlighed ser ud og dermed også, hvordan sand menneskelighed ser ud. Det er svært at tro, selv når han står lige foran én, og man som den syge drengs far udbryder: ”Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os”. Det hører med til sand menneskelighed at bede, tro og faste i det mørke, der går forud for al skabelse.


Fra søndag septuagesima til 3. søndag i fasten
Vi skubbes i gang af Dy Plambecks salme "Du mærker vandet" (nr. 993 i Kirkesangbogen) med billedet af, at vandet drikker mørket og gør dig synlig i dåben. Dåben fremkalder mennesket af et mørke, der på den ene side kan ses som Guds skabelsesmørke, defineret som et vokse- og hvilested for både mennesker, dyr og planter. På den anden side som et mørke, hvor mennesket kan komme til at tro sig forladt af Gud, fordi vi ikke er vant til at tænke, at Gud også er i mørket. Vi kan ikke altid se, men må bare vente og tåle som 1) tjenerne, hvis herre er draget udenlands, 2) som frøet i jorden, 3) som den blinde ved vejen, 4) som disciplene, der er utålmodige efter at blive større, end man kan blive ved at tjene, 5) som den vantro far til den syge dreng og 6) som dem, der har mistet tålmodigheden med Gud og vendt sig fra ham. Fastetiden er med til at præcisere/nuancere det gudsbillede, helligtrekongerstiden/epifanitiden, har vist os: Guds herlighed i lyset. Fastetiden viser os, at Gud også er i mørket. Det er med til at nuancere og præcisere det kristne gudsbillede.

Bønner, salmer og prædiken skal fremkalde et gudsbillede og forsøge at svare på spørgsmålet: Hvem er Gud? Vores grundantagelse er, at mennesket kun kan begynde at finde ud af, hvem det selv er ved at kende Gud. Kan mennesket komme til at se sig selv som én, der skal have sin mistede gudbilledlighed fremkaldt? Fastetidens tekster vil lære os, om ikke at se i mørke, så dog at turde være i Guds mørke i tillid til, at ”Gud er som hånden, når lyset går: den følger væggen og finder vej” (KSB 993, vers 3).

Vi er enige om, at musik ikke i sig selv er forkyndende, medmindre den taler ind i en kulturel kontekst, der har forudsætning for at afkode den som sådan. Til gengæld bestræber vi os på at vælge salmer og foreslå salmemelodier, der bærer teksten frem og lægger sig i en vekselvirkning mellem grader af mørke og lys. Dette betyder, at vi – selv om vi er traditionsbevidste – foreslår såvel salmer som salmemelodier, der afviger fra det forventelige.

Et slående eksempel på betydningen af at se i mørke findes i Jon Fosses roman Det andet navn. Septologien 1 (Batzer og co, 2019), hvor maleren i lyset fra julenat, der skimtes langt ind i fastetiden, taler om at male i mørke: ”Underligt nok er det lettere at få billedet til at lyse jo mørkere, ja jo sortere, alt er, jo mørkere, jo sortere farverne er, jo mere lyser de, og bedst kan jeg se om et billede lyser, og hvor stærkt eller svagt det lyser, og hvor det lyser, når jeg har slukket alt andet lys… Også om sommeren prøver jeg at dække vinduerne til og få det så mørkt som overhovedet muligt for at se, hvor og hvordan et billede lyser, ja hvis sandheden skal frem, venter jeg med at give billedet fra mig, til jeg har set det i bælgmørke… … jeg tænker det måske er i fortvivlelsen i mørket, at Gud er nærmest, men hvordan det lys, jeg tydeligvis maler, kommer ind i billedet, det ved jeg ikke, men jeg tænker at, ja i mit liv har det været sådan, at det er når det har været allermørkest at lys har vist sig, og så er mørket begyndt at lyse, og sådan er det måske også i de billeder jeg maler”.

Elizabeth Knox-Seith har i Den bevægelige spiritualitet, Eksistensen 2019, s. 123) en passage om moderne terapi og sjælesorgs tilbøjelighed til at overbelyse sjælelige processer. Grådigheden i forhold til at vide alt om sjælelige processer overeksponerer sjælen. Det bløde mørke – mulmet – kan fungere som en kappe, hvor sjælen værnes og heles.