20. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 20. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Es 5,1-7: om vingården, hvis vinstokke ikke bar god frugt, og som ejeren derfor lod forfalde.

Rom 11,25-32: Selvom Israel er forhærdet, glemmer Gud ikke sit løfte om frelse, og vil vise nåde.

Matt 21,28-44: De to vingårdslignelser (om upålidelige sønner og arbejdere) er et billede på afvisningen af Guds søn. Guds rige vil blive givet til andre. Det vragede er nu hovedhjørnesten.

Det kan i dagens evangelium være svært at få øje på evangeliet, det glædelige budskab. Teksten synes snarere at være en revselse af mennesket, som er forhærdet og afviser det, Gud vil give os. Men vi skal som straf knuses af den sten, som vi skulle have forstået, var selve hovedhjørnestenen. Denne læsning af teksten kan synes bekræftet af dagens første læsning, og dermed er dom og fordømmelse temaet, og det glædelige budskab meget langt væk. Og det ville være trist! Man kunne derfor med fordel inddrage epistlen. Særligt en bestemt linje, som i Bibelen 2020´s udgave siger det meget ligefremt og enkelt: ”Gud er ikke den, der skifter mening, når han har udvalgt nogen og vist dem godhed” (Rom 11,29). Dette kan være nøglen til evangeliet. For det er også kærlighed og trofasthed, der kommer til udtryk, når vingårdsejeren er vedholdende ud over alle grænser og sender den ene efter den anden for at få kontakt til sine vinbønder. De vil ham ikke; men han vil dem! Så det handler i dag om, hvordan mennesker er, og hvordan Gud er, og om hvordan disse to parter kan blive ét. Nemlig i kraft af Guds kærlighed og nåde. Så der er håb!

Jeg tror, man med fordel kan sætte fingeren på det ømme sted: at teksten synes u-evangelisk, for på den måde at tage afsæt i det, som mange kirkegængere alligevel har i tankerne. Af samme grund vil jeg også gå ind i billedet af (hovedhjørne)stenen, der skal kvæste og knuse den, der vrager den. Billedet kan nemlig i stedet for fordømmelse være et billede på, at Jesus ikke kun stryger os med hårene men også imod. Og det kan være sundt! Gode, kærlige forældre giver heller ikke deres børn medhold i alt. Jesus udfordrer, modsiger og provokerer, og han kan være en sten i skoen, fordi sandheden (om os) er ilde hørt. Vi vil-selv-kan-selv, og hovmod og fordømmelse er en del af sagen, også i vores forhold til hinanden. Det udtrykkes også i salmen før prædikenen (”knus selv mit hjertes stene”, DDS 598 vers 2), og modtrækket dertil kommer så i salmen efter prædikenen, hvor der siges noget om det glædelige budskab: at Gud er kærlig og nådig.

Da det kan være en idé at skele til andre ting, Jesus har sagt og gjort og på den måde gå ud over dagens tekster, kunne man knytte en forbindelse til forrige søndag, hvor sten også blev brugt som billede, dog som den sten, som er knyttet sammen med velsignelse.

Men man kunne også sætte teksten ind i en endnu større sammenhæng, og lave en narrativ prædiken, hvor vingårdslignelserne indgår i en frelseshistorisk fortælling, nemlig den bibelske fortælling forstået som en lang kærlighedsfortælling. Gud søger sin elskede, mennesket, men afvises gang på gang. Det begynder i Edens Have med skabelse og syndefald, og fortsætter på diverse scener og arenaer. Vælg selv. Gud sender profeter for at få sit folk til at makke ret, og til sidst sender han endda sin egen søn. Men også ham slår de ihjel. Gud gør nu det ultimative: Han demonstrerer kraften i sin vedholdenhed og kærlighed og lader sin søn opstå fra de døde. Siden da skal ingen tvivle på, at der findes en kærlighed i verden, som man kan både leve og dø på – samt leve sammen med hinanden på. Går man den narrativt-frelseshistoriske vej i sin prædiken, kan man skrive dommen ind i ’historien’, eller nævne den med en indledende passus, for at gøre klart, at prædikanten ikke undviger det domsaspekt, som præger evangelieteksten. Men i denne type prædiken skal der tales om dom narrativt, som del af en større fortælling og med andre ord end de dogmatiske termer, og evangelieteksten vil blive udlagt ad den vej.