20. søndag efter trinitatis
Salmevalg 20. s. e. trinitatis

Salmevalg

DDS 392 Himlene, Herre, fortælle din ære

100S 808 Fra vest står blæsten ind

DDS 598 O Gud, du ved og kender

DDS 276 Dommer over levende og døde

KSB 1006 Du ber os sidde ved dit bord

DDS 728 Du gav mig, o Herre / DDS 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære

Højmessens første salme ”Himlene, Herre, fortælle din ære” lægger trygt fra land med noget kendt. Samtidig rammer vers 6 ind i evangeliet med ordene: ”Ren som et guld er den lov, du har givet, omvender sjæle, som agter derpå, trofast dit vidnesbyrd fører til livet, vismænd det gør af vankundige små”. Hvis eller når vi siger ja til Gud, beriges vores liv. Modsat andre tider hvor vi kan lade vores eget mismod fylde eller afviser det, Gud rækker os – som vinbønderne, der afviste alt, hvad vingårdsejeren sendte til dem, selv hans søn.

Som salme mellem læsningerne valgte vi ”Fra vest står blæsten ind” – en efterårssalme, der samtidig fortæller om Guds trofasthed og evige vedholdenhed, hvilket peger hen på evangeliet med fortællingen om vingårdsejeren: Gud, der bliver ved med at sende forskellige tjenere for at få sin høst: ”han glemmer ingen skabning og husker også dem, som året bragte mere gråd end glæde” (vers 3).

I salmen inden prædikenen, ”O Gud, du ved og kender”, hører vi om sten: ”Knus selv mit hjertes stene” (vers 2) som i den efterfølgende evangelietekst, hvor det lyder: ”Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse”. I salmen er stenene vores hovmod og dømmende tanker, som bl.a. betyder, at vi afviser Guds egen søn – han, der er hovedhjørnestenen.

Efter prædikenen vælger vi ”Dommer over levende og døde”, der forholder sig stærkt og smukt til evangeliets domsagtige karakter, men samtidig i vers 1 beder om en nådig dom: ”Kristus, når i lys du kommer, da forbarm dig, vær en nådig dommer!” Dette er samtidig troens håb, og salmen får dermed dette vigtige punkt med, som ikke er så udtalt i selve evangeliet.

Under altergangen foreslår vi ”Du ber os sidde ved dit bord”, hvor det femte vers synges efter bortsendelsesordene. Da det nok for mange er en ukendt salme, kan menigheden lytte til den under altergangen og derved lettere synge med til slut. Salmens vers 4: ”Vi river ned, du bygger op. Du ser os ofte fejle. Dog fylder du vort bæger op lar os i lyset spejle” rammer flot ind i evangelieteksten.

Udgangssalmen ”Du gav mig, o Herre” er en skøn og fortrøstningsfuld salme, der samtidig giver en klar opskrift til livet i vers 3: ”Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan, frimodigt som fuglen i skove, og takke for regnen…” samt i vers 4: ”Så lær mig da, Herre, at dig til behag jeg bruger det pund, mig blev givet, at fylde med hæderligt virke min dag, at hjælpe og værne om den, som er svag, at elske, thi deri er livet…”. Desuden har den et samspil med den valgte kollekt – til de helt skarpe, som kan huske, hvad gudstjenesten begyndte med. Alternativt kunne man vælge en lovsang, og vi foreslår ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære”. Den står godt til dagens første salme, og med disse to lovsyngende salmer slås der en bro hen over gudstjenesten fra først til sidst. Samtidig slår salmen fast, at ”Gud er Gud, om alle mand var døde”: trods al vores fejlbarlighed, afvisning og ’fnidren rundt’, så er Han evig trofast.