22. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 22. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Menneskehænder
Som barn syntes jeg, min mors hænder var det smukkeste i verden, så bløde var de og med blodårer, der stod tydeligt frem på oversiden. En voksen kvindes hænder. I modsætning til min egen glatte, brede barnehånd. I et dameblad læste jeg om forskellige håndfaconer. Mine hænder var ’spadeformede’, det lød ikke ret feminint; min fars hænder havde samme facon.
Det er flere år siden, blodårerne på mine hænder trådte frem. Og i huden begynder man at ane lysebrune skygger – leverpletter, som dem min farmors hænder var overstrøede med. Inde i håndfladen er en masse furer, foldelinjerne.
Nogle påstår, at de kan læse i hænderne, følge linjernes mønster og se livet aftegnet og forudsagt ved hjælp af livslinjen, morallinjen, kærlighedsbuen. Hvad vil man blive til, hvor langt bliver ens liv, møder man den store kærlighed? Bliver man til noget? Linjerne i barnehånden er mulighedernes linjer. Hvad med hos den voksne?

Guds hænder
Da Guds søn kom til verden, fik Gud menneskehænder. Små, buttede barnehænder, der blev til voksenhænder, mandehænder med hår på, med fine foldelinjer i håndfladen: en livslinje, en kærlighedsbue, en morallinje. Med Jesu hænder rørte Gud ved mennesker. I Holte Kirke hænger Niels Helledies krucifiks, hvor Jesu hænder er spadeformede, store som skovle. Jesus kom til verden, fordi der var et arbejde at gøre, der krævede blod, sved og tårer.

Mennesket i Guds hænder
Den har sikkert føltes stor som en skovl, den hånd, Jesus lagde om den lille barnenakke den dag, hvor drengen uforvarende blev hevet ind midt i kredsen af voksne, der stod og diskuterede: ”Hvem er den største i himmerige”. Kig på ham her, siger Jesus og rusker den lille i nakken. ”Hvad vil du være, når du bliver stor?”, spørger han måske drillende den lille, mens han åbner den beskidte barnehånd og lader en finger følge håndfladens linjer: livslinjen, morallinjen, kærlighedsbuen.
Kristeligt set gælder det ikke om at blive ’noget’, kristeligt set gælder det om at blive ’nogens’, om at være Guds barn. Ikke om at skabe sig et navn. Men om at have tillid til, at Gud husker ens navn. Lige så lidt som en mor glemmer det barn, hun har født, og som hun ammer ved sit bryst, lige så lidt glemmer Gud sit menneske. Så nemt som ingenting kunne han med en himmelsk håndbevægelse feje det lille menneske af banen, lade det falde til jorden, lade det falde uden at rejse det igen. Men det gør han ikke. For Gud blev selv et udsat menneske, han fik menneskehænder og i de hænder har han skrevet vort navn, tegnet vort liv, ladet vores livslinje og vores kærlighedsbue forbinde med sin – i faldet. 
Tegnet i Kristi hænder viser, hvor uendelig meget værd enhver af os er for Gud. Og hvor lidt vi selv har gjort og kan gøre for, at det er sådan: I korbuekrucifikset i Spandet Kirke i Sønderjylland står netop ordene fra Esajas: “Se, i mine hænder har jeg tegnet dig”. Og hvad ser vi så dér i Jesu hænder? Vi ser naglemærkerne, vi ser blodet, der strømmer ud. Dét er vores liv i Guds hånd. Det er, hvad enhver af vore små liv koster Gud. Hvem kan se på de hænder og gentage spørgsmålet om, hvem blandt os, der er den største i himmerige?