4. søndag efter påske
Homiletiske overvejelser 4. s. e. påske

Homiletiske overvejelser

Forud for Sl 124 beder salmisten i Sl 123 Gud om nåde og hjælp. Sl 124 kan læses som svar på dette råb: Gud har reddet Israel fra fjenderne, som en fugl bliver reddet fra et fængsel. Motivet og metaforikken lægger tråde ud til prædiketeksten, hvor Jesus taler om, at sandheden skal gøre dem frie. Jøderne protesterer: som Abrahams børn og dermed pagtens børn har de aldrig været slaver. De behøver ikke at blive frie, de er det allerede. Men Jesu svar falder skarpt som en kniv: I er frie – undtagen fra synden. Og der, hvor synden er, bliver mennesket lukket inde i sig selv af mistillid eller angst eller selvretfærdighed.

Lektielæsningen fra ApG gør Paulus til eksempel på et menneske, der er bundet af synd, selvom om han er jøde og hører til Abrahams folk. Paulus er bundet af sin egen retfærdighedssans, den retfærdige harme driver ham fra sted til sted, indtil han fysisk bliver standset, kastet til jorden og bliver blind. Jesus helbreder ham fra blindheden og hans egen retfærdige harme og giver ham et nyt syn. Nogle år senere skriver han: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! (fra epistellæsningen 2 Kor 5,14-21).

Det gamle, der er forbi, er indelukketheden i sig selv, indespærretheden i sin egen retfærdighedssans og befrielsen til en ny retfærdighed, nemlig Guds. Paulus oplevede den frihed, som Jesus taler om. Luther digtede om den.

Synden har mange former. Men grundformen er manglende tillid til Gud. Når tilliden ikke er bundet til Gud, bliver den bundet til så meget andet; en selv eller ydre begivenheder. Men livet er omskifteligt, og hvor retfærdig er vores retfærdighed? I Paulus' tilfælde kom hans retfærdighed til udtryk på voldelig måde. I missalekollekten beder vi om, at vores hjerter, under denne verdens omskiftelser, må være forankrede der, hvor glæderne er ægte, hos den opstandne Kristus. Resten af sit liv var Paulus ikke længere drevet af sin selvretfærdige harme, men af den befrielse, han havde oplevet i mødet med Kristus.

En prædiken denne søndag bør nære vores frimodighed i forhold til at leve det liv, der nu engang er vores. Frimodigheden forstærkes, når vores øjne åbnes for, at vi er Guds højtelskede børn, og at ingen magt kan fordømme os, binde os eller på andre måder tyrannisere os, der hvor troen har gjort os fri. C.S. Lewis skriver: "Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op, ikke alene fordi jeg ser det, men fordi at jeg i kraft af solens stråler ser alt det andet" (C. S. Lewis: Is Theology Poetry? – egen oversættelse). Det er i genskæret fra fortællingen om Kristus, at jeg kan se verden, andre mennesker og mig selv og være fri og ikke undertrykt i netop disse relationer.