4. søndag i advent
Homiletiske overvejelser 4. s. advent

Homiletiske overvejelser

Lektie: Om Herrens dag, hvor vi skal øse vand med glæde fra frelsens kilde

Epistel: Guds løfter opfyldt i Kristus

Evangelium: Johannes’ vidnesbyrd. Johannes og Johannes’ dåb er af jorden, Jesus og Jesu dåb er fra himlen

Juleaften er nær. Højtiden, hvor vi fejrer, at Himlens søn kommer til jorden som en af de allermindste, et fattigt barn født i en stald og lagt i et fodertrug. Juleaften er børnenes aften. Og når det er en aften, som er stor også for voksne, er det ikke mindst, fordi vi genkalder os dengang, vi var små. Julen er visionen om det gode liv, og det forstår de mindste bedst.

Alligevel handler det her i verden mest om at blive noget stort og gøre sig gældende. Det handler om at rage op over andre og fylde mest muligt selv. Men ikke for Johannes. ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”, siger Johannes til sine disciple, da de spørger om forholdet til Jesus. Johannes havde døbt Jesus og mange andre i Jordanfloden. Men den handling, der gav Johannes navn, skal afskaffes og forsvinde. Alt det, han har opnået, arbejdet og kæmpet for, skal fuldstændig overstråles af en anden og gå i glemmebogen. Netop det er Johannes’ storhed, skriver Søren Kierkegaard (Samlede Værker Bind 4, Gads Forlag, s. 253). Han er størst, da han accepterer sin lidenhed.

Johannes’ accept af, at alt, hvad han har udrettet, skal blive til ingenting, er usædvanlig. Men det er dybest set, hvad vi alle må. Alt, hvad vi har og har udrettet, bliver før eller siden til ingenting. Vi må som Johannes sætte vores lid til ham, som er større end os, og som døber med mere end vand. I dåben bliver vi en del af livet, vi længes mod. Alle hører sammen. Det gælder ikke om, hvad den enkelte har opnået, men om hvad alle har fået. ”Over dåben står himlen åben”, skriver Grundtvig i "Kom, følg i ånden med". Vi får evigheden som horisont, så vi kan samle os om livet her og nu. Vi bliver indbudt til at turde være små, fordi vi tror på ham, som er større.

Dét er min glæde, siger Johannes i evangeliet til i dag. Vi glæder os også. Vi glæder os til snart igen at høre julebudskabet, hvor det høje forbinder sig med det lave. Himmel og jord smelter sammen og føder et nyt og anderledes liv. Et liv uden rangorden og uden kappestrid. Hvor ingenting skal nås, fordi alt er, som det skal være. Glæden er for alle, fred og forsoning enhvers eje. Vi oplever det i glimt og måske især, når det bliver jul. Når vi for en stund lever i selvforglemmelse, og livet lykkes mellem os. Vi mærker, at vi hører til og hører sammen. Når vi overvældes af taknemmelighed over bare at være til, og tiden står stille, selv om den flyver af sted. Evighed er ikke en frygtelig masse tid. Evighed er tidens ophør, fordi øjeblikket er fuldt – tidens fylde. Alt, hvad vi forbinder med det gode liv, er det, som har evighed i sig.

På en plads i Berlin stod et citat af en jødisk rabbiner. Det lød sådan: ”Hvis vi troede Guds ord, var Guds rige ikke et eventyr, men så er det virkelighed!”. Jesus er Guds ord om det gode liv. Med sit eget liv viste han, hvordan livet skal leves, når det leves sandt. Vi skal leve det som ham, så ødelæggelse og død kommer til kort – leve i den kærlighed, som er udsat og værgeløs som et barn og dog det største af alt. Og turde vi for alvor tro det, så blev visionen virkelighed.