Denne søndag er præget af en slags tomrum mellem Jesu himmelfart og Helligåndens komme. Man kan blive grebet af mismod og blive bange for, hvad der kan true en, når man føler sig forladt. Imod dette taler teksterne både om trøst, enhed og Guds fortsatte nærvær. Af den grund har vi valgt salmer efter prædiken, som alle har en lindrende tone både i tekst og melodi, og vi har betonet samme tematik i såvel den homiletiske refleksion som musikvalget.
Om søndagene mellem påske og pinse
Vi har skrevet om søndagsgudstjenesterne mellem påske og pinse med et dobbeltperspektiv: både at dykke ned i hver enkelt søndags tekster, kollekter, salmer og musik, men også hele tiden at have øje for en mere overordnet sammenhæng imellem søndagene. Vi anser søndagene for at være en udklang af påsken, som ændrer sig undervejs og ender med at være en slags stilfærdig, mild og lyrisk forberedelsestid til pinsen – nærmest på linje med advent og faste som forberedelse til jul og påske. Der er en meditativ, inderlig tone i de mange læsninger fra Johannesevangeliet, som bliver stadig mere fremtrædende gennem de seks søndage. Jesus betoner gang på gang det ubrudte fællesskab mellem ham og Faderen, mellem os og ham, som Helligånden vil gøre levende for os. Denne cirklen og repetition giver teksterne og søndagene deres meditative tone, som vi gennem musikvalget har understreget.
