Coronatiden har givet os nogle erfaringer, som vi tror, vi vil bære med os. Her tænker vi fx på det ikke selv at synge, men at få sunget en salme for én. Det er for os at se ikke underholdning eller en passivisering af menigheden at lade kor eller kirkesanger erstatte menighedssangen ved en enkelt salme. Menigheden får lov til at kunne tage imod en salme.
Ud over denne evangeliske pointe, at nogen synger for dig, kan menigheden få udvidet sit salmekendskab uden at føle sig uden for, fordi de ikke kender melodien. Teksten skal kirkegængerne have på tryk. Derudover kan korets eller kirkesangerens salmesang skabe en dynamik i gudstjenesten, der kalder på fordybelse.
Ved at lade koret synge anden salme for menigheden – mellem de to tekstlæsninger – kommer salmen til at fungere som en slags moderne kyrie-gloria: på vegne af menigheden frembærer koret en bøn om tilgivelse og synger samtidig en sang for Gud med tak for livets gave.
I forbindelse med drøftelsen af dagens evangelium om den unge rige mand, var vi enige om, at vi ville være solidariske med den velmenende unge mand, der gerne vil gøre sig umage med sit liv. Det er der ikke noget forkert i. De trinitatissøndage, som vi har fået til opgave at fordybe os i, fokuserer alle på det at tro og handle derefter. Derfor skal salmerne til en gudstjeneste sætte ord på både dét, vi selv kan og skal gøre, og på dét, der ligger uden for vores magt, dér hvor vi må overlade det til Gud. Spændingsfeltet mellem at tro og handle derefter ligger i at balancere mellem det ansvar, der er lagt dels på mennesket, dels på Guds suverænitet og almægtighed – i al sin gådefuldhed.
