Langfredag
Homiletiske overvejelser langfredag

Homiletiske overvejelser

Den tunge vandring mod tilintetgørelsen på Golgata – den forfærdende henrettelse af tre mænd – den pinagtige ydmygelse – den bidende hån og hoveren – det uigennemtrængelige mørke – det endegyldige dødsøjeblik. Der er ingen formildende omstændigheder ved begivenhederne på denne lange dag. Uden lyset fra påskedag er langfredag ikke til at skelne fra andre gruopvækkende dage i menneskers liv. Håbløsheden, fortvivlelsen, smerten, lidelsen er faktorer, som mennesker har erfaret til alle tider.

Måske ligger noget af fortrøstningen langfredag i netop dét. Selv Guds søn var ikke hævet over grundmenneskelig nød. Derfor kan vi heller ikke som udgangspunkt forvente favorable vilkår og særlige privilegier, eller fortolke meningsløs lidelse og ubærlig smerte som udtryk for Guds fravær.

Guds nærvær kan vi ikke afskrive, fordi tilværelsen former sig anderledes, end vi havde håbet på og drømt om. Gud var at finde på et kors. Og vi har lov at tro på, at Gud også er at finde i en sammenstyrtet mine – ved en sygeseng og ved en grav – i en depression og i en splittet familie – i en fængselscelle og i et hjerte, der føles tomt.

Det er den erkendelse, Jesus vækker til live med sine ord fra korset. Dér hvor alt håb synes ude, insisterer han stadig på Guds tilstedeværelse. Han kalder på Guds tilgivelse for mennesker, dér hvor han ikke længere selv magter at række hænderne ud i forsoning. Han giver løfter om en fremtid selv i døden. Jesus regner med Gud selv i den dybeste afmagt, og han overgiver sig til Guds muligheder uden selv at kunne se nogen vej frem.

Det sender sprækker ind i langfredagsmørket. Havde ordene været sagt i en anden kontekst, havde de næppe gjort nogen forskel. Så kunne vi måske have afskrevet dem som letkøbte ord fra en overskudsposition. Men sagt af manden på korset skaber de, hvad de nævner. Den Gud, der er i afgrunden, er også alle andre steder. Så er Gud der også for os på hvert et sted og til hver en tid.