Nytårsdag
Homiletiske overvejelser nytårsdag

Homiletiske overvejelser

Noget om bøn, skrøbelighed, at forstå sit liv og verden gennem bøn og om Fadervor

Vi indleder året med bøn. Bøn er (også) et tegn på skrøbelighed. Og bøn er at stå ved sin tid.

I skrivende stund (marts 2021) er tiderne porøse og skrøbelige. Corona udfordrer vore vaner/hverdage. Demokratiet vakler ’over there’. Identitetsdiskurserne er blevet så polariserede, at vi knap ved, hvem vi er, eller hvad vi er fælles om.

I skrøbelige tider prøver vi at erobre os frem jf. Hartmut Rosas tanker om erobring og det (u)kontrollerbare.

Men er der andre måder at være tilstede i verden på? Ja (da)!

Vi kunne jo stå ved vores og tidernes skrøbelighed. Det ville gøre os til nænsomme mennesker at stå med det skrøbelige i vore hænder og passe på, at det ikke krakelerer.

At bede er derfor også at stå ved sin tid og sin skrøbelighed. Bøn er ikke verdensflugt, det er derimod i høj grad at tage sin tid på sig og bære den ’udvendigt’ og helt åbenlyst.

Bønnen svarer på meningen med livet/tiden/tiderne.

Det er vistnok Augustin, der i sine Bekendelser har lært os at fortælle om tiden og at spørge til den gennem/med bøn. For at bede betyder at løfte sine øjne fra jordens kant, jf. Benedicte Hammer Præstholms salme (Kirkesangbogen nr. 995). Det betyder at løfte sit hjerte op til det evige (jf. "opløft jeres hjerter til Herren" i nadverindledningen). Der er, med et udtryk fra Paul Tillich, i virkeligheden ikke anden måde at dømme om tiden på end at se den i lyset af evigheden. For at kunne dømme om noget, må man nemlig dels være inden for det og uden for det. Hvis vi var fuldstændig inden for tiden, ville vi ikke være i stand til at løfte os op til det evige i bøn, i meditation og i tanke. Vi ville være tidens børn aldeles i vore instinkters vold og slet ikke have tanke for at stille spørgsmål om tidens mening. Men som mennesker er vi bevidste om evigheden, som vi tilhører, og som vi kender som længsel.

Bøn er at stå ved sin skrøbelighed. Og den skrøbeliges bøn er evighedens pant midt i tiden – og omvendt. Vi begynder året med bøn – opløfter vore hjerter og lægger tiden ind i evighed.

Vil man sige noget om Fadervor, er der virkelig god inspiration at hente i Svend Bjergs refleksioner over Det daglige brød i Sakrale prædikener (Eksistensen 2009 s. 86). Fadervor indledes med bønner om, at Guds vilje må ske og hans rige komme. Hvad er Guds vilje? Det fortæller de sidste tre bønner: "Det er Guds vilje, at fortidens skyld må forlades," skriver Bjerg. På tærsklen til det nye år beder vi om, at fortiden må være under tilgivelsens fortegn.

Fra begravelsessamtaler ved vi, at det sværeste ikke er at forlade alt det gode, det der lykkedes og de gode oplevelser med mennesker, vi mødte. Det gode kan vi forlade med (nostalgisk) taknemmelighed.

Det sværeste at forlade er alt det, der gik galt, det dårlige, tildragelser, hvor vi gjorde nogen ondt, hvor nogen gjorde os ondt. Det går vel let sådan, at vi indgår en tavs overenskomst med os selv og hinanden om at ignorere erkendelsen af, at det overhovedet ikke blev, som vi havde forventet os det. Men ikke i bønnen. Her på tærsklen beder vi om tilgivelse. Om syndernes forladelse. Vi beder om, at mennesker vil have med os at gøre alligevel, og at Gud vil stå ved os under alle omstændigheder.

Uden tilgivelse sander fortiden til.

"Det er Guds vilje for fremtiden, at vi ikke bliver ledt i fristelse, men friet fra det onde," skriver Bjerg. Så dét beder vi om her på tærsklen til et nyt år. Vores magt rækker ikke så langt. Så vi giver os Guds magt i vold. Så er fremtiden under håbets fortegn. Uden håbets fortegn ville fremtiden sande til for os.

Midt i Fadervor finder vi så en tærskel mellem fortid og fremtid.
Læst her ved nytårstide er det som en kinesisk æske.

Svend Bjerg udtrykker det således: "Midt i fadervor, i dens fjerde bøn om det daglige brød, finder det afgørende møde sted, mødet mellem mig og min Gud. Det viser sig nu, at Gud er til stede i mine daglige fornødenheder. Her møder jeg ham. Ikke højt til himmels, ikke dybt i helvedet, men midt i verden. Her bliver jeg velsignet med det daglige brød. Fadervor, dikteret af Jesus, forener jord og himmel."

Midt i bønnen står de to ord: I dag!
Det almindelige liv. Det daglige brød.