Søndag seksagesima
Homiletiske overvejelser seksagesima

Homiletiske overvejelser

Guds skabelsesmørke
"Selv i mørke har vi roser". Sådan lyder en linje i et digt af Sophus Claussen, men ikke bare har vi roser i mørke langt hen på året; nej, mørke er en forudsætning ikke bare for rosers vækst, men for al vækst. Det glemmer vi sommetider og spørger med Kirsten Jørgensen: 

"Det sværeste er
at gøre ingenting
og dog håbe på alt,
det sværeste er at vente
Gud er du sikker på
at du har husket at så
også her hos os?"

"Vækst”, Mellem værende (Aros, 2008)

Det kan knibe med tålmodigheden. Vi tåler ikke godt, at det tager tid at vokse. Indtil da må vi vente. Som frøet, der venter i jorden. Gudsriget ligner sennepsfrøet, der vokser op og giver livgivende skygge og redeplads til fuglene. Det vokser og gror, også når man sover; det vokser og gror, uden at man ved hvordan. Man må bare vente. Det vokser og gror lige for næsen af os. Ikke kun som noget fjernt og fremtidigt – det er allerede i fuld gang, som al forårets og sommerens grøde, der lægger forvarsler om roser. Det er nær, og det er for alle. Gudsriget er ikke bare for trætte, syge og ensomme.

Gudsriget for alle
Gudsriget er også for dem, der endnu elsker verden og har kraft og mod til at leve i den – og endda har den frækhed at sove godt om natten. Og de er måske dem, der er mest tilbøjelige til at tro, at Gudsriget er noget fjernt, noget der endnu ikke angår dem. Vi, der er her, kan finde på at spørge Gud: ”Hvad er det, du laver?”.  Eller måske synes vi pludselig, at Gud er al for tavs – nu, hvor der er brug for ham. 
Tit bliver forholdet til Gud reduceret til en 'ambulancekristendom'. Gud vender man sig ikke mod, før den er helt gal. Så ringer vi Gudsriget op og forventer, at Gud kommer med fuld udrykning. Men det er åbenbart ikke sådan, Gud opererer. Der er ikke meget udrykning over manden, der sår og sover godt om natten, eller det undseelige sennepsfrø, der forgår i jorden, alt imens det vokser mod himmelen, så fuglene kan bygge rede i det. Gud arbejder i det stille. Gudsriget bryder så tyst frem som en plante, der spirer og bryder gennem jordlaget. Så sagte som foråret kan komme.

Gudsrigets fylde
Gudsriget i hele sin fylde kender vi ikke noget til. Vi ved ikke med sikkerhed noget om den del af Gudsriget, der hedder ’engang’ eller ’endnu ikke’; den del af Gudsriget, der hedder ’Gud skal blive alt i alle’ – hvad han jo tydeligvis endnu ikke er. Men Gudsrigets begyndelse og midte kender vi, for det viser sig i Jesus Kristus. Han er Guds længsel efter os. Vi kunne ikke selv finde tilbage til Gud, for der var så mange længsler, der trak vores længselsstreng længere og længere i retningen bort fra Gud. Til sidst stod strengen så stram og spændt, at den kun kunne give et lille ynkeligt, syndigt pling fra sig. Som hvis man forsøgte sig med at spille kontrabas på en æggedeler. 
I Kristus løsnes og stemmes længselsstrengen mellem os og Gud, og strengen kan igen svinge og vibrere frit. Det er den, der vibrerer, når vi synger salmer, når vi beder – sammen eller hver for sig, tyst eller højt – og det er den, der vibrerer og giver håb, også om det Gudsrige, der skal komme. Gudsriget, der skal komme, udgår – ligesom det, der er i frembrud – fra den samme midte, altså fra Jesus Kristus.
I skyggen af hans kors og i lyset fra hans opstandelse kan vi bygge som fuglene, der bygger rede i sennepsplantens skygge. Fra den midte, der er Jesus Kristus, er der udsigt til det Gudsrige, som allerede og dog endnu ikke er her. Og alligevel kender vi til det, sådan i det små – også lige nu! 

Gud er som bonden, der sår kornet. Så lille og ubetydeligt kornet end er, så venter han sig en hel marks afgrøde, når tiden er inde for høst. Det, han sår, er Guds rige. Det særlige er, at Jesus Kristus i sig bærer hele Gudsriget, og at han for den, som tror, at Jesus er Guds søn, også er både kornet, sennepsfrøet, høsten og livstræet. Det største i det mindste. Vi må vente på det også i mørket, tålmodigt og sommetider i tavshed med eller uden velbehag.