1. søndag efter trinitatis
Salmevalg 1. s. e. trinitatis

Salmevalg

DDS 722 Nu blomstertiden kommer / DDS 748 Nu vågne alle Guds fugle små

100S 887 Gud i livets dybder

DDS 614 Far verden, far vel

DDS 321 O kristelighed

100S 806 Nu er det Åndens lyse tid / DDS 685 Vor Gud er idel kærlighed

DDS 57 Herre, fordi du

”Nu blomstertiden kommer” forslår vi, fordi det er sommer og trinitatistidens begyndelse. Den matcher desuden Esajaslæsningen om den frodige have, der skal komme ud af ruinerne fra fortiden. Vi finder begge melodier gode: den svenske melodi bevæger sig gennem fine melodiske udsving, den tyske med en friskhed i kraft af dens gående rytme. 
Vil man hellere synge en morgensalme, tænkte vi på ”Nu vågne alle Guds fugle små”, både for dens sommerlige lethed og for dens opmærksomhed på den fattige, jf. dagens evangelium. 
”Gud i livets dybder” fandt vi frem til, fordi vi ledte efter noget til epistlen om broderkærligheden. Først kiggede vi på DDS 683 ”Den nåde, som vor Gud har gjort”, men da vi har en stor Kingo-salme på programmet lige efter, blev det i stedet denne.
Herefter følger en vaskeægte salmedigterdialog. Evangeliet fortæller om en uoverstigelig kløft. Det er lige noget for en barokdigter, der er vant til at arbejde i modsætninger. Vi synger derfor ”Far verden, far vel” som oplæg til evangeliet og prædikenen. Men for Grundtvig er Kristus en nådens bro over selv den dybeste kløft mellem liv og død. Derfor synger vi ”O kristelighed” efter prædikenen. Den er digtet på samme versemål som ”Far verden, far vel”, men ud fra en anden teologi – et modsvar. 
Vi talte om, at dagens læsninger begynder smukt og opbyggeligt, men får et barsk slag af evangeliet. Altergangssalmen må derfor gerne være opløftende i karakteren. Det blev ”Nu er det Åndens lyse tid”. Vi synes også, at den er et godt signalement af den første trinitatistid, fordi salmen repeterer kirkeårets gang forud. 
Synes man, at det bliver for mange nye salmer, er ”Vor Gud er idel kærlighed” et bud. Den er digtet over epistlen, som dette forslag ikke gør så meget ud af ellers, men som kunne selve nøglen til at forstå evangeliet. 
Som udgangssalme gik vi efter noget nogenlunde kort. Den foreslåede ”Herre, fordi du” viser Kristus som ham, der overvinder den kløft, vi ikke kan. 


Ud fra slutsalmen talte vi lidt om brugen af nye og gamle salmer. Kan der blive for meget af det samme i en gudstjeneste? Det handler ikke kun om salmernes alder, men hvad de siger, og hvordan de siger det. Er de proklamerende, bekendende, lovsyngende? Er de bøn, tilegnelse, klage? Det er balancegang – eller ’balancesang’. Gitte frarådede dog generelt at slutte af med en ny, som ingen kender. Så går de irriterede fra gudstjenesten, som hun sagde.