Fortsæt til hovedindholdet
14. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 14. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

I prædikenen ved en høstgudstjeneste vil det være naturligt at sætte ord på de gode gaver, der kommer oven ned. Som præst på landet vil jeg omtale høstarbejdet og gaven fra markerne. Det at kunne få noget at spise hver dag er for de fleste en selvfølge i Danmark, men livet bliver åndeligt fattigt, hvis vi glemmer gaven i det og taknemmeligheden over, at der er nogen, vi kan spise sammen med.

I nogle hjem bedes der bordbøn i forbindelse med måltiderne, hvor der siges tak. Det er vigtigt at huske taknemmeligheden i livet – generelt. Det at sætte ord på taknemmeligheden bevarer sansen for gaveaspektet i tilværelsen, som ellers meget let kan gå tabt. Man glemmer, eller er måske bare tilbøjelig til at ignorere det, som man ikke kan takke sig selv for, men som kommer i tilgift – enten ud af naturen, gennem andre mennesker, eller gennem gode hændelser hvor end de finder sted. Den gammeltestamentlige salme lader os se et skønt billede af et menneske, som er fyldt af taknemmelighed for sit liv.

Evangeliet fortæller. hvordan Jesus på sin vandring rundt i landet bliver kaldt på af alle slags mennesker. Og hvordan han følger kaldet og giver af sig selv til dem, der beder ham. Vi ser i ham en guddommelig gavmildhed med sig selv. Vi taler tit om, at vi skal kunne sige nej for ikke at få stress – og det skal vi nok også, i hvert fald er det ikke så sundt, hvis vi forestiller os, at vi skal kunne det samme som Jesus. Men skal grænsesætningen være det eneste perspektiv, man har på sit liv? Hvilken karakter får livet, hvis grænsesætningens perspektiv får lov at dominere? Skal det engang imellem mødes af et andet perspektiv: gavmildhedens? Som børn lærer vi – eller vi forsøger at lære vores egne børn – glæden ved at give gaver. Det, at der er nogen i ens liv, som man kan række noget, eller få lov at gøre noget for, er en gave i sig selv, og et aspekt ved tilværelsen som vi må takke for. Det er livet i denne dobbelthed, som Kristus betegner for os (der er modtagelse i at give), og det er dén Ånd, som Paulus omtaler, som den menigheden skal være drevet af.