2. søndag efter påske
Homiletiske overvejelser 2. s. e. påske

Homiletiske overvejelser

I dagens salmer og læsninger vrimler det med får, hyrder, hegn og daglejere. Umiddelbart svært at forholde sig til, når man bor i et land uden hyrder på marken. Men ved nærmere fordybelse og eftertanke bliver det klart, at Jesus taler om erfaringer, vi kender til, og forkynder et nyt budskab, som overskrider det, vi kender til, og som håbet kan næres af. Samtidig fastholdes vi på vores opgave som hyrder – og ikke daglejere – for hinanden.

Hyrdemotivet på bibelsk tid
De mennesker, der hørte Jesu ord, levede under romersk besættelse. De var frarøvet politisk, økonomisk og personlig frihed. Jøderne håbede og længtes efter en konge, der kunne lede dem til sand frihed. Derfor prøvede de også at krone Jesus, men det ville han ikke. Biskop Niels Henrik Arendt gør i en prædiken opmærksom på, hvordan jøderne havde bitre erindringer om konger, som havde svigtet dem. Ezekiel beskriver deres svigt sådan her: “I nød godt af jeres fåreflok, men de svage dyr har I ikke styrket, de syge har I ikke helbredt, de kvæstede har I ikke forbundet. I styrede dem med hårdhed og grumhed” (Ezekiel 34, 1-8). Kongerne har opført sig som daglejere: ligeglade med deres hjord, blottet for kærlighed til dem, de skulle tage vare på. 

Jesus som den gode hyrde
Det er denne erindring om at være blevet svigtet, Jesus knytter an ved i sin tale om den gode hyrde. Jøderne vidste fra Ezekiel, at Gud ikke var en ussel hyrde. Han holder øje med sin hjord, han samler dem og udfrier dem fra fare, han vogter og leder dem. Nu peger Jesus på sig selv som den gode hyrde, der går endnu længere for sin hjord: Han giver sit liv for at frelse dem fra tilintetgørelse, og han knytter dem til sig i et kærligt fællesskab. Den gode hyrde samler fårene, giver sit liv for dem og frelser dem, mens de overladt til andre spredes og går til. Heri er det budskab, som håbet kan næres af. Håbet om, at vi ikke skal gå til, når ulvene kommer og går på rov i blandt os, og at vi har en god fremtid. Det betyder ikke, at vi befries fra al modgang og lidelse, men det betyder, at der altid er håb. Jesus har knyttet os til sig i et kærligt fællesskab. Heri ligger også vores opgave.

Enhver af os er hyrder for hinanden – vi har ansvar for at lede hinandens liv i en god retning
Ezekiels og Jesu beskrivelser af de usle konger og daglejere er portrætter af os, når vi svigter hinanden. Løgstrups ord om, at vi dagligt har en større eller mindre del af hinandens liv i vores hånd, er ikke blevet mindre sande. Enhver af os er hyrder for hinanden, fordi vi har en etisk forpligtelse. Kærlighed er at engagere sig og tage del i hinandens liv – ikke med ligegyldighed, men med ansvar og engagement. Spørgsmålet til os dagligt må være: Hvilken hyrde var jeg i dag? Var jeg den ansvarlige hyrde? Eller var jeg som den ligeglade lejesvend?


Litteratur
I de homiletiske refleksioner til søndagene mellem påske og pinse har jeg lænet mig op ad følgende værker:

Jeppesen, Knud: Det Gamle Testamente på gudstjenestens betingelser. Introduktion til de gammeltestamentlige tekster efter første tekstrække, Anis, 2004

Kierkegaard, Søren: Sygdommen til døden. Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) bind 9, Gads Forlag, 1997-2012

Kjær Nielsen, Helge: Kommentar til Johannesevangeliet, Aarhus Universitetsforlag, 2007

Lindhardt, Mogens: Ikonen med det evige liv - homiletisk læsning af Johannesteksterne mellem påske og pinse. Anis, 1991

Nielsen, Kirsten: Det Gamle Testamente på prædikestolen - udvalgte prædikener, Præsteforeningen, 2014

Søltoft, Pia: Kierkegaards Kabinet - en nutidig introduktion, Akademisk Forlag, 2017

Endvidere Rowan Williams’ introduktion til Johannesevangeliet – se evt. hans bidrag i Bauckham & Mosser (red.): The Gospel of John and Christian theology, Grand Rapids, 2008

Lone Vesterdal