23. søndag efter trinitatis
Tværfagligt notat 23. s. e. trinitatis

Tværfagligt notat

Jane Laut og Therese Solten

Samtale
Vi taler om skyldsspørgsmålet. Den evige indre rettergang. Kan vi betale gælden ud? Når vi tager herfra, hvad ligger da tilbage? Vi kan ikke gøre rent bord, jf. Iben Krogsdals salme ”Du skal elske din næste som dig selv” (100 salmer 889, vers 5)

”Og når dagen er omme i dig selv
og du ikke gjorde nok alligevel
ligger det du ikke gjorde
på de andres natteborde”

Den ubetalte regning gives videre som en ond arv. Den er placeret på natbordet. Dér ligger de ting, vi får på nethinden, inden vi skal sove. Opgøret over vore mange undladelsessynder kan nok gøre mange søvnløse.
Livets fordringer er mange og store, samvittigheden derfor plaget. Men hvem har fordring på hvad i et menneske?

Nøgleord
Samvittighed.

Intention
I sidste del af trinitatistiden bør Helligånden betones ikke bare som trøstermand, men i særdeleshed som vejleder i samvittighedsspørgsmål.

Vi har vænnet os til at søge svar i vejledninger. Der findes vejledninger, når det gælder epidemier, fjernelse af kalkpletter, myggestik og så videre. Man leder forgæves efter en ’Vejledning i hvordan du renser samvittigheden’. 
Til gengæld må vi vel have lov at tro på, at fordi vi er skabt i Guds billede, så er der i os indkodet en viden om, hvad der skal til. Vi kan ikke selv trylle den frem, men Helligånden kan vejlede os.

I sidste del af kirkeåret på vej mod advent, hvor domsperspektivet vokser, bliver denne del af Helligåndens virke derfor magtpåliggende.


En note om genkendelighed og ny-oplevelse
Menigheden bliver i en gudstjeneste præsenteret for meget, som (måske) er nyt for dem. Præsten og organisten, som har tilrettelagt gudstjenesten og haft en intention med valget af bønner, salmer og musik, har denne forberedelse som forudsætning for at opleve sammenhæng mellem de forskellige liturgiske led. En gudstjeneste skal naturligvis være selvberoende og kunne opleves som meningsfuld og sammenhængende uden forudgående kendskab til eksempelvis søndagens tekster. Samtidig er det en tanke værd, hvordan man gennem valget og tilrettelæggelsen af eksempelvis salmer ’kvalificerer’ kirkegængerens møde med og oplevelse af de enkelte led og deres sammenhæng. Hver enkelt bøn, salme og tekst og melodi er mættet med udtryk/indtryk for den kirkegænger, der møder dem for første gang.

Eksempelvis er der i Grundtvigs salmer billeder og forestillinger, som det kræver tid at bevæge sig ind i. Det er ikke som at læse en kronik i avisen. Fortrolighed må opbygges, blandt andet gennem gentagelse.

Derfor har vi valgt at lade strofer fra Grundtvigs ”Jeg kender et land” (DDS 561) indgå to gange i samme gudstjeneste. Første gang som fællessalme før prædiken. Anden gang de samme vers sunget af koret som motet efter prædiken. For at undgå gold gentagelse, og i forsøg på at skærpe opmærksomheden vælger vi Lindemans melodi til fællessangen og Otto Mortensens friere svævende melodi til motetten.

Vi låner strukturen fra en symfonisats i sonateform: Først eksposition (salmen før prædiken), der på udviklingsdel (prædikenen), så reprise (motetten), hvor reprisen ikke blot fungerer som gentagelse, men som erindring og refleksion af det forudgående. Bevidstheden er foranderlig og er nu forandret.

Vi foreslår denne struktur som gennemgående i perioden 21. søndag efter trinitatis – sidste søndag i kirkeåret. På det tekstlige plan varieres derved, at det hver søndag er tre-fire nye vers af salmen, der introduceres.

Med dette er vi ikke ude på at skabe en egen ’liturgi i liturgien’ og dermed bryde gudstjenestens Ordo, men blot at eksplicitere det samspil, der allerede er i gudstjenesten mellem ord og toner, og at lege med den tanke, at disse to forskellige medier, når bragt sammen, formidler mere, end hvad hvert medie udtrykker i sig selv.

I modsætning til i den musikalske sonateform arbejdes her med to medier. Udfordringen ligger hermed i, at ekspositionsdelen består af ord + toner, gennemføringsdelen af ord alene og reprisen af (gentagne) ord + (nye) toner.