5. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 5. s. e. trinitatis

Homiletiske overvejelser

Gud er ikke logisk. Det hellige unddrager sig videnskabelig efterprøvning og evidens. Gud kan ikke bevises eller forklares. Gud er ”das ganz Andere” eller ”det numinøse, som Rudolph Otto kaldte det (Das Heilige, 1917). Det hellige er ’mysterium tremendum et fascinosum’. Skræmmende og tiltrækkende på én gang. ”Som lyn indtræder Gabriel / med et hilsæl, / som skrækker, skønt det fryder” skriver Kingo om bebudelsen af inkarnationen (DDS 71 vers 2). Dette går igen overalt i evangelierne – fra julenat over mange underberetninger til påskemorgen – at Jesus’ tilstedekomst skaber både frygt og glæde. Begge dele.

Gud er nemlig ikke logisk, men i høj grad sansbar. Guds rige kan ikke bevises, men det kan erfares. Det kan godt være, at der ikke står røg og damp fra det, når det melder sig, ligesom ved Esajas’ kaldelse. Det er heller ikke sikkert, at alt det, der ikke lykkedes før, pludselig lykkes nu, som en uventet fiskefangst. Men det hellige er stadig noget andet. Noget, der ikke lader sg kontrollere, men som alligevel er godt, ligesom kærligheden. Eller som et stykke smuk musik. 

Måske gik Rudolph Otto alligevel lidt for vidt, da han kaldte det hellige for ”das ganz Andere”. Noget helt og uigenkendeligt andet er det ikke. Men det gør noget ved os. Skaber en anden måde at se det, vi kender, på. Et andet perspektiv. Evangeliet denne søndag viser Guds levende Ord som noget, der skaber bevægelse og retning. Viser en vej ud af stilstand og død. 
Det er tankevækkende, at ordene hellig og almindelig står lige ved siden af hinanden i trosbekendelsen. To meget forskellige erfaringer i samme sætning. Ifølge kristendommen bliver det hellige ikke stående ved sig selv i ophøjet majestæt. Gud går ind i verden for at forbinde sig med det almindelige. Røgen og dampen og det gloende kul slog ikke Esajas omkuld i blind og tavs underkastelse, men sendte ham afsted med Guds ord og modet til at udtale det. Peter og de andre nyslåede Jesus-tilhængere blev heller ikke efterladt på jorden i skrabende Gudsforskrækkelse. Ordet rejste dem op igen og sendte dem ud i det almindelige for at gøre det samme dér: vække ærefrygt for det store, vi ikke kan kontrollere, og glæde ved, at det blander sig med det almindelige. 

Selvom Gud ikke er logisk i betydningen gennem-rationel, kan man godt tale om Gud. Dyrke teo-logi, også i prædikener. Ikke at en prædiken altid selv har kraften til at være ’mysterium fascinosum et tremendum’. Det er muligvis heller ikke prædikenens opgave. Opgaven er at tale om, pege på og vise mysteriet iblandt os almindelige og dødelige. Med talegaven følger tale-opgaven.