Fortsæt til hovedindholdet

Mona Solsø Holm

Udviklingskonsulent

Mona Solsø Holm er udviklingskonsulent hos FUV og arbejder i konfirmandteamet og med Kirkekultur-karavanen. Foto: Lars Aarø.

Hvad arbejder du med hos FUV?

Jeg sidder i konfirmandteamet sammen med Anders Kaufmann, hvor vi udvikler undervisningsmaterialer til konfirmander og minikonfirmander, deler gode idéer via konfirmandcenter.dk og på forskellig vis sætter fokus på religionspædagogik gennem podcast, workshops, oplæg og opslag af forskellig karakter. Derudover er jeg med til at lave konfirmandundersøgelsen om forskellen på at have konfirmander i 7. og 8. klasse, om konfirmander med behov for eneundervisning og om at være flere undervisere sammen i holdundervisningen. Og så har jeg i år fået mulighed for at sætte fokus på kirkekulturmedarbejdernes efteruddannelse gennem kirkekultur-karavanen.

Hvad inspirerer dig i dit arbejde?

Det er der mange ting, der gør: Præster og kirke- og kulturmedarbejdere, der fortæller om brugen af materialer, der engagerer konfirmander og minikonfirmander, gode FUV-kollegaer, der fortæller om fagligt arbejde i forskellige dele af Folkekirken, konfirmander, der fortæller om spændende temaer i konfirmationsforberedelsen - men også når nogen fortæller om noget inden for det religionspædagogiske, som ikke fungerer - for så får jeg lyst til at engagere mig yderligere.

Hvad ved de fleste ikke om dig?

At jeg har et fadderbarn i Grønland, går til fodbold, har gået i latterklub og er så vild med escape rooms, at jeg her i påsken gennemførte et med en varighed på 20 timer.

Hvor er dit arbejde til gavn for folkekirken?

Forhåbentlig for børn og unge i dag og for hele folkekirken i fremtiden. For mig at se er kirkens tilbud til børn og unge nu, det afgørende for, hvordan vores relation til unge og voksne er lige om lidt. Jeg håber, at vi tilbyder gode muligheder for, at den lokale præst, kirkekulturmedarbejder eller anden underviser, kan skabe et godt møde mellem kirke og barn eller ung.