Fortsæt til hovedindholdet
4. maj 2026

Kirkekultur-karavanen styrker kirke- og kultur-medarbejderne

Kirkekultur-karavanens første stop i Viborg samlede kirke- og kulturmedarbejdere til en dag om kommunikation, spontane sjælesorgssamtaler og diakoni i kirkens hverdag.

Kommunikationschef for Københavns Stift er blandt oplægsholderne til Kirkekultur-karavanen. Foto: Mona Solsø Holm

Hvordan kommunikerer vi kirkens aktiviteter, så flere får øje på dem? Hvordan møder vi mennesker, når samtalen pludselig bliver alvorlig? Og hvordan kan diakoni få tydeligere plads i det arbejde, der allerede foregår?

Det er nogle af de spørgsmål, kirke- og kulturmedarbejdere arbejdede med, da Kirkekultur-karavanen havde sit første stop i Viborg Stift.

Dagskurset fandt sted i Søndermarkskirken og satte fokus på tre centrale dele af kirke- og kulturmedarbejdernes hverdag: kommunikation, spontane sjælesorgssamtaler og diakoni.

“Jeg oplevede, at temaerne ramte direkte ind i deltagernes arbejdsliv. Arbejdet med kirkens kommunikation tog udgangspunkt i den konkrete hverdag med arrangementer, gudstjenester og formidling, og deltagerne fik redskaber, de kan bruge lokalt,” siger kursusleder Mona Solsø Holm.

Svære samtaler opstår ofte uforberedt

Et af dagens temaer var den spontane sjælesorgssamtale. For mange kirke- og kulturmedarbejdere opstår de vigtige samtaler ikke på et aftalt tidspunkt, men efter et arrangement, i en pause eller i mødet med mennesker i kirken.

“Det er et emne, hvor det er svært at lave faste guidelines. Men de gode refleksioner og samtaler, inden man står der, giver nogle andre forudsætninger for at gå ind i samtalen, når den pludselig opstår,” siger Mona Solsø Holm.

Diakoni i kirkens eksisterende arbejde

Dagen satte også fokus på diakoni – ikke som endnu en opgave, der skal lægges oven i alt det andet, men som en dimension, der kan få tydeligere plads i det arbejde, der allerede foregår i kirken.

Ifølge Mona Solsø Holm gav flere deltagere udtryk for, at diakoni er et vigtigt tema at bringe videre i samtaler med kollegaer og menighedsråd.

Kursusleder Lars Sandbeck fremhæver desuden værdien af, at deltagerne fik mulighed for at dele erfaringer på tværs:

“Der blev talt om både konkrete erfaringer og større spørgsmål i løbet af dagen. Det kollegiale møde er også en vigtig del af kurset,” siger han.

Karavanen fortsætter

Kirkekultur-karavanen er et gratis dagskursus for kirke- og kulturmedarbejdere. Kurset er også relevant for menighedsråd, der ønsker at styrke kirke- og kulturmedarbejdernes faglige udvikling.

Kirkekultur-karavanen fortsætter i 2026:

Kurset er gratis, men kræver tilmelding.

Se mere og tilmeld dig via FUV’s kursusprogram.

 

Hør mere om grunduddannelse for kirke- og kulturmedarbejdere

I Pilgrim på P1 fortæller Gunilla Rasmussen om sit virke som kirke- og kulturmedarbejder, samt værdien af at være på FUV's grunduddannelse for kirke- og kulturmedarbejdere. 

 

Hør programmet

 

Læs mere om grunduddannelsen