Lars Nymark: ”Den religions-pædagogiske udvikling i folkekirken er en kollektiv bevægelse”
Lars Nymark er aktuel med bogen "Den undervisende kirke", der giver en samlet udviklingshistorie for folkekirkens undervisning gennem de seneste 50 år.
Lars Nymark og forsiden af hans nye bog "Den undervisende kirke".
Lars Nymark har undersøgt den religionspædagogiske udvikling gennem de sidste 50 år i sin nye bog "Den undervisende kirke". Med Folkeskoleloven af 1975 kom startskuddet til det, der skulle blive et af folkekirkens særkender: undervisning. Loven adskilte formelt folkekirken og folkeskolen, hvilket betød, at en stor arbejdsopgave landede på folkekirkens bord og trak afgørende spørgsmål med sig: Hvad skal kirken med sin undervisning, og hvor og hvordan skal den udfoldes? Lars fortæller om bogen og tankerne bag den.
Fra nulpunkt til religionspædagogisk bevægelse
Hvilken anledning gjorde, at du fik lyst til at skrive Den undervisende kirke – og hvorfor netop nu?
To år efter min ansættelse som præst, i 1983, blev jeg kontaktet af biskoppen, der til en arbejdsgruppe under Præstehøjskolen var på jagt efter en præst, der havde nogle års erfaring med konfirmander, og en præst, der var ny og uden erfaring. Jeg var det sidste. Deltagelsen i den arbejdsgruppe kom til at bestemme hele mit arbejdsliv, hvor jeg sideløbende med 35 års præstearbejde har fået lov til hele tiden at blive involveret de steder, hvor der fandt religionspædagogisk udvikling sted i folkekirken – og det gjorde der rigtig mange steder i de år.
I 2016 kom jeg til Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter som lektor og opdagede, at Løgumklosters unikke religionspædagogiske bibliotek havde opsamlet materialer – bøger, artikler, undervisningsmaterialer, mødereferater og notater – der dokumenterede udviklingsforløbet. Det fødte tanken om en personlig forpligtelse til at få samlet og tegnet den udviklingshistorie op, yderligere forstærket af en voksende afklaring af, hvor afgørende netop årene fra 1975 – med en ny folkeskolelov, der ”skilte” skole og kirke – har været for folkekirkens undervisning. Projektet blev til Den undervisende kirke – 1975–2025.
Hvad har overrasket dig mest i arbejdet med bogen?
For det første: at se udfoldet, hvordan folkekirken som organisation fra et bogstaveligt nulpunkt i 1975 – hvor kirken i forlængelse af folkeskolereformen stod tilbage kun med konfirmationsforberedelsen på sin hylde, tilmed på det tidspunkt ude af trit med samtiden – i løbet af bare to årtier fik udviklet egen gedigen, samtidsrettet undervisning over hele spektret: babysalmesang, sogneudspil til børnegruppen, børnekonfirmandundervisning, et nyt, langtidsholdbart koncept for konfirmationsforberedelsen, landsdækkende folkekirkelige skoletjenester, kirkehøjskoler og anden kirkelig voksenundervisning, undervisning af børn og unge med særlige behov, religionspædagogiske stiftskonsulenter, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Man taber næsten pusten. Men det gjorde folkekirken altså ikke i de år. For alle steder – i sogne og menighedsråd, hos præster og en vigtig ny formidlingsgruppe, kirke- og kulturmedarbejdere, samt i provstier og stifter – viste der folk sig til at tage imod, lade sig inspirere, engagere sig og helt bogstaveligt være de bærende medudviklere lokalt.
Ud over overraskelsen ved at se mængden af folkekirkelige religionspædagogiske initiativer tegnet op har det været en lige så betydningsfuld aha-oplevelse at opdage, at den religionspædagogiske udvikling i folkekirken er en kollektiv bevægelse: et hele vejen igennem frugtbart samspil mellem sogneplan – dvs. tusinder af engagerede mennesker – og kirkelig ledelse samt understøttende, faglige uddannelses- og efteruddannelsesinstitutioner.
Du skriver om en “religionspædagogisk bølge” i 1980’erne og 1990’erne. Hvad var det, kirken fandt – eller genfandt – i den periode?
Kirken genopdagede sin egen undervisningsforpligtelse. Når det handler om kristen tro, er begge sider af kristentro konstitutive: den ubetingede troserfaring i Gudsmødet og så det at forholde sig til det, man har hørt, set og erfaret, og blive bevidst om, hvad det, man har erfaret, betyder for det liv, der skal leves i verden. Altså indsigtsskabende belysning af den kristne historie holdt sammen med refleksion i egen forpligtende samtidskontekst. Den kristne kirke må være en undervisende kirke.
Du beskriver bogen som et refleksionsrum for nutiden. Hvilke spørgsmål håber du, læseren stiller sig selv undervejs?
Jeg håber i grunden, at optegningen af den kirkelige undervisnings udvikling i forhold til den bevidsthedsmæssige, politiske og pædagogiske udvikling 1975–2025, som bogen udfolder, vil rejse spørgsmål til en bred gruppe af læsere i forhold til den folkekirke, vi ser aktuelt foran os og for manges vedkommende er en del af.
Udvikling af folkekirkelig undervisning, der når samtiden, er netop ikke at afvente, at kirkeledelse og præsteuddannelse barsler med et koncept, der så kan implementeres. Det er og bliver i folkekirken en kollektiv bevægelse, hvor udvikling er helt afhængig af, at engagement og blik for aktuel virkelighed på sogneplan samvirker med ledelse og uddannelse.
Relationens tidsalder
Hvad kendetegner efter din mening den undervisende folkekirke i 2025?
I begyndelsen af 2000-tallet var der efterhånden gået pædagogik i kirken i en sådan udstrækning, at formidling nu blev et buzzword. Uanset om det var i konfirmandstuen, på prædikestolen eller i sjælesorgens samtaler, blev det afgørende at være ”brugerbevidst” og få udviklet relationel, målrettet formidling, for at den kunne nå igennem. Det gav samtidig en kraftig udvidelse af formidlingsopgaverne for præster og sogne. Både økonomi og engagement skulle fordeles.
De seneste par årtier har tegnet sig som relationens tidsalder, hvor folkekirken på alle måder har prøvet at blive nærværende for det individuelle menneske. Walk-and-talk, strikkeklubben og aftenstund i kirken med et glas vin er blevet prioriterede former til at formidle centrale sider af kirke og kristendom. Det ene med det andet har ført til en afmatning i den specifikke undervisningsmæssige orientering af folkekirken de sidste 15 år.
En ny dannelsestænkning kalder
Hvis du ser frem mod de næste 25 år: hvilke udfordringer – eller muligheder – ser du for folkekirken som undervisende kirke?
Det er altid vanskeligt at spå – især om fremtiden. De, der nu og i årene frem har skoene på i den kirkelige formidling, må svare på det spørgsmål. Men det, som jeg kan se gennem beskæftigelsen med folkekirkens udviklingshistorie de sidste halvtreds år, er, at mens der i 1975 stadig var en grundlæggende konsensus mellem politikere, befolkning og folkekirken om et fælles værdisæt, der skulle formidles fra generation til generation, så består den konsensus ikke mere.
”Åndelig oprustning”, som der fra flere sider kaldes på i øjeblikket, dækker tydeligvis nu over en mangetydighed og ikke en fælles grundværdi. Forældre sender således gerne deres børn til børnekonfirmandundervisning i dag, forudsat at de og børnene kan se kirkens undervisningsudspil – både form og indhold – som et godt ”tilbud” blandt de mange andre fritidstilbud, de prøver at forholde sig til her og nu, når de vil sikre attraktivt indhold i børnenes liv. Det er en stor udfordring, der kalder på en grundlæggende, ny besindelse på kirkens undervisningsopgave og -mål.
Når individualismen altså i øjeblikket er et uomgængeligt formidlingsvilkår, hvordan udfolder kirken så sit ”tilbud”, der helt basalt har sin identitet i det grundlæggende fælles og fællesskabsstiftende: Gud og næsten? Dér ligger for mig at se en stor udfordring og samtidig akkurat ”kaldet” for folkekirkens undervisning i dag. Folkekirken må have taget hul på en fornyet dannelsestænkning.
Bogpræsentation
Den 11. marts bliver der afholdt en bogpræsentation i FUV’s lokaler i Aarhus, hvor Lars Nymark vil holde et oplæg om sin nye bog. Johanne Langkjær Fårup, sognepræst og underviser i kateketik på Pastoralseminarieuddannelsen i København, vil ligeledes holde et oplæg om den aktuelle konfirmationsforberedelse i folkekirken.