Når klimakrisen flytter ind i sjælesorgen
Sorg, frygt, vrede og magtesløshed over klima- og biodiversitetskrisen kan også finde vej ind i sjælesorgen. Men opgaven er ikke blot at få de svære følelser til at forsvinde, mener Christine Tind Johannessen. Sjælesorgen kan også hjælpe os til at undersøge vores forhold til naturen, til hinanden og til den verden, vi er en del af.
Sjælesorgen kan hjælpe os med at undersøge vores forhold til naturen, hinanden og verden, mener Christine Tind Johannessen. Foto: Leif Tuxen.
Klimaforandringer og tab af biodiversitet påvirker ikke kun vores fysiske omgivelser. De kan også vække sorg, frygt, vrede og en følelse af magtesløshed.
Det stiller nye spørgsmål til sjælesorgen, mener Christine Tind Johannessen, der arbejder med sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
For hvor sjælesorgen traditionelt træder til, når mennesker rammes af tab, kriser og katastrofer, adskiller klima- og biodiversitetskrisen sig ved ikke at have en tydelig afslutning. Den er blevet et vilkår, som både den, der søger sjælesorg, og sjælesørgeren selv befinder sig i.
Følelserne skal ikke nødvendigvis væk
Bekymring for klimaet kan føre til blandt andet sorg, angst, vrede, benægtelse eller handlingslammelse. Men ifølge Christine Tind Johannessen er det vigtigt ikke alene at betragte reaktionerne som problemer, der skal løses.
De fortæller også noget om vores forhold til den verden, vi lever i.
Derfor kan sjælesorgens opgave være at give plads til reaktionerne og undersøge, hvad de udspringer af. Sorgen kan for eksempel hænge sammen med kærlighed til steder, dyr eller natur, som opleves truet. Og følelsen af magtesløshed kan åbne spørgsmål om, hvordan man kan leve og handle meningsfuldt i en situation, som det enkelte menneske ikke selv kan løse.
Klimasjælesorg handler derfor ikke kun om omsorg for det enkelte menneske, men også om vores relationer til andre mennesker, naturen og kloden.
Sjælesørgeren er også en del af krisen
Det særlige ved klimasjælesorg er samtidig, at sjælesørgeren ikke står uden for det, der tales om.
Sjælesørgeren har sine egne erfaringer, bekymringer og måder at reagere på klimakrisen. Derfor bliver faglig refleksion over egne holdninger og reaktioner en vigtig del af arbejdet.
Christine Tind Johannessen peger på, at sjælesørgeren både må være opmærksom på den anden og undersøge sit eget forhold til klima, natur og de systemer, vi alle er en del af.
Det handler ikke om, at præsten skal have de rigtige holdninger eller svar. Tværtimod kan sjælesorgen være et rum, hvor man sammen undersøger de erfaringer og spørgsmål, klimakrisen rejser.
Tre spørgsmål kan åbne samtalen
Som et enkelt sted at begynde foreslår Christine Tind Johannessen tre spørgsmål, der kan bruges både individuelt og i fællesskab:
Hvad gjorde klima og biodiversitet vigtigt for dig?
Spørgsmålet åbner for de personlige erfaringer, der ligger bag vores engagement, bekymring eller måske modstand.
Hvorfor betyder det noget – og hvor kan du gå hen med det?
Her kan samtalen bevæge sig fra sorg, vrede eller skyld til det, der giver mening og gør det muligt at handle eller være i situationen på en opbyggelig måde.
Hvor går vi hen herfra?
Det sidste spørgsmål behøver ikke føre til store løsninger. Det kan også handle om den lille erkendelse eller handling, man tager med sig videre.
For Christine Tind Johannessen er en del af svaret at udvikle sjælesorgens blik, så dyr, planter, steder og den jord, vi lever på, ikke kun bliver kulisse om menneskelivet, men en del af vores forståelse af omsorg.
Klimasjælesorg bliver dermed også et spørgsmål om, hvordan kirken kan skabe rum for sorg og bekymring uden at ende i handlingslammelse – og samtidig nære oplevelsen af forbindelse, ansvar og omsorg for den verden, vi er en del af.
Christine Tind Johannsen har skrevet en uddybende artikel i det nye nummer af Kritisk Forum for Praktisk Teologi.