Fortsæt til hovedindholdet
5. oktober 2026

Pastoralseminarie-uddannelsen på deltid er kommet godt i gang

En ny måde at tage pastoralseminarieuddannelsen på er nu blevet til virkelighed. I begyndelsen af september mødtes det første hold på den nye deltidsuddannelse til deres første samlingsweekend i Løgumkloster. Forude venter ti måneder med undervisning, praktik, selvstudier og otte fælles samlinger.

Holdet, der nu er startet på pastoralseminarieuddannelsen på deltid, havde sin første samlingsweekend i Løgumkloster i september. Forude venter ti spændende måneder med onlineundervisning og flere samlingsweekender. Foto: Lars Aarø

I begyndelsen af september blev der skrevet et lille stykke historie.

For første gang mødtes et hold studerende for at tage hul på pastoralseminarieuddannelsen på deltid. Første samlingsweekend fandt sted i Løgumkloster, hvor de studerende boede på Refugiet og gennem tre dage blev introduceret til uddannelsen, undervisningen og hinanden.

En af dem er Karina Skov Iversen.

“Rammerne omkring undervisningen, selve undervisningen og ikke mindst holdet var simpelthen en fornøjelse,” skrev hun efter weekenden.

For hende blev mødet med de øvrige studerende en væsentlig del af oplevelsen.

“Det er altid sjovt at møde mennesker, der er på vej i samme retning som en selv, men at lande i sådan en moden og nysgerrig gruppe gjorde oplevelsen endnu bedre.”

En anden måde at tage pastoralseminarieuddannelsen på

Normalt gennemføres uddannelsen som et fuldtidsforløb i Aarhus eller i København. Men for nogle kandidater kan det være vanskeligt at tage flere måneder ud af arbejdsliv og familieliv for at følge uddannelsen på fuld tid i Aarhus eller København.

Derfor har FUV som pilotprojekt oprettet pastoralseminarieuddannelsen på deltid.

Deltidsuddannelsen henvender sig blandt andet til kandidater, der ikke tog pastoralseminarieuddannelsen umiddelbart efter deres teologiske uddannelse, og som senere har fået lyst til eller mulighed for at søge præsteembede.

Da uddannelsen blev præsenteret tidligere på året, pegede uddannelsesleder Ulla Morre Bidstrup netop på, at livet kan have ændret sig i årene efter universitetet:

“I mellemtiden kan det være blevet svært at hive 19 uger ud af kalenderen til en fuldtidsuddannelse.”

På det første hold er der således også studerende, hvor der er gået flere år siden teologistudiet. Marie Østerholt Monrad begyndte eksempelvis på uddannelsen ti år efter sin teologiske eksamen.

”I weekenden startede jeg på pastoralseminariet, 10 år efter min eksamen på teologistudiet.” fortæller hun.

Undervisning, praktik og samlinger

Deltidsuddannelsen strækker sig over ti måneder og kombinerer otte samlingsweekender med digitale undervisningsforløb, selvstudier, afleveringer og praktik.

Samlingsweekenderne giver plads til de dele af uddannelsen, hvor fysisk tilstedeværelse, øvelser og samtale er centrale. Mellem samlingerne fortsætter undervisningen digitalt, mens praktikforløbet løber gennem hele uddannelsesperioden.

Praktikken tænkes tæt sammen med undervisningen. Når de studerende arbejder med dåb, begravelse, vielse eller prædiken i undervisningen, skal de samtidig kunne møde og arbejde med de samme områder i deres praktiksogn.

På den måde er målet, at erfaringerne fra præstegerningens praksis løbende bliver bragt med ind i undervisningen – og omvendt.

Første weekend i Løgumkloster

På den første samlingsweekend blev der blandt andet arbejdet med uddannelsens forskellige fagområder, og holdet havde besøg af biskop i Ribe Stift Elof Westergaard.

Her fik de studerende mulighed for at tale med biskoppen om præstegerningen og stille spørgsmål til det arbejdsliv, de selv er på vej imod.

“Det var virkelig dejligt at sidde face to face med biskoppen og opleve en samtale, der både var ærlig, varm og meget professionel,” fortæller Karina Skov Iversen.

Også stemmeprøven, som er en del af begyndelsen på uddannelsen, stod på programmet.

Men efter tre dage med undervisning var der stadig noget tilbage at tale om.

På den tre timer lange køretur hjem fortsatte samtalen mellem Karina og hendes medstuderende.

“Det hele skulle lige vendes én gang til. For hvis der er noget teologer kan, så er det at tale rigtig længe om alt muligt og få selv den mindste detalje til at virke super vigtig.”

Første samling er dermed overstået. Nu fortsætter undervisning og praktik frem mod næste samlingsweekend – og gennem de kommende måneder skal det første hold gøre de første erfaringer med en helt ny måde at gennemføre pastoralseminarieuddannelsen på.