Religions-pædagogik er en kerneopgave, man ikke skal stå alene med

Konfirmander, minikonfirmander, børn, unge og voksne. Undervisning fylder meget i præsters arbejde. Og for mange er det en opgave, der både rummer stor glæde og stor kompleksitet.

For hvad er egentlig formålet med den kirkelige undervisning? Hvordan planlægger man god undervisning, der både har teologisk tyngde og pædagogisk blik for dem, man står over for? Hvordan møder man konfirmanders hverdagsliv, spørgsmål og uro? Og hvordan udvikler man sin egen praksis uden at stå alene med det, der er vanskeligt?

Det er nogle af de spørgsmål, der er omdrejningspunktet for FUV’s specialuddannelse i religionspædagogik.

Uddannelsen strækker sig over tre moduler á fire dage og giver deltagerne mulighed for at arbejde med undervisning af børn, unge og voksne. Første modul har særligt fokus på konfirmationsforberedelsen, dens formål, teologiske grundlag, didaktiske planlægning og konkrete metoder. De efterfølgende moduler arbejder bredere med religionspædagogiske temaer og med de områder, deltagerne selv ønsker at fordybe sig i.

Ifølge kursusleder Stinna Ahrenst udspringer uddannelsen af FUV’s øgede fokus på religionspædagogik.

“Religionspædagogik er en central del af præsters arbejde, og det er en opgave, der fylder meget. Samtidig ved vi, at det også er et område, mange oplever som vanskeligt. Derfor vil vi gerne uddanne flere med særlige religionspædagogiske kompetencer,” siger hun.

Når undervisningen bøvler

For Stinna Ahrenst handler uddannelsen ikke om at begynde forfra, men om at kvalificere det, præster allerede gør.

“Det handler om at få kvalificeret alt det, man i forvejen gør. Man får nye redskaber, nye refleksioner og et nyt netværk. Uanset om man elsker undervisningen, eller om man synes, den bøvler, er der noget at hente,” siger hun.

Netop den dobbelthed genkender sognepræst Katrine Staghøj Lisberg fra Ingstrup-V. Hjermitslev Pastorat. Hun deltog i konferencen “Koks i konfirmandstuen” i januar 2024 og meldte sig siden til specialuddannelsen med et ønske om at være med til at ændre fortællingen om konfirmationsforberedelsen.

“Min motivation var primært at kunne bidrage til at få vendt fortællingen om og oplevelsen af at have konfirmationsforberedelse. Mit håb er at kunne være med til at skabe arbejdsglæde omkring varetagelsen af konfirmationsforberedelsen,” siger hun.

For hende har noget af det vigtigste været erfaringen af, hvor meget kollegial sparring kan betyde.

“Det er overraskende, hvor stor forskel det gør for den enkelte præst at få lov at dele glæder og udfordringer ved konfirmandforberedelsen med kollegaer. Når en kollega deler sin erfaring, kan flere i gruppen spejle sig i problematikken, og i oplevelsen af ikke at være alene vokser veje fremad frem,” siger Katrine Staghøj Lisberg.

Hun peger på, at der ikke nødvendigvis skal store løsninger til, før noget ændrer sig.

“Der skal ikke mirakler til, men ganske få og gennemtænkte metoder, før den enkelte præst føler sig set og rummet og dermed får mod på igen at træde ind i undervisningslokalet,” siger hun.

Vejledning er ikke at have svaret på forhånd

Også Ann Kirstie Højstrup, sognepræst i Tornbjerg Kirke, meldte sig til uddannelsen med et ønske om at kunne støtte kollegaer i det religionspædagogiske arbejde - særligt i forhold til konfirmandundervisningen.

“Jeg har mødt kollegaer, der giver udtryk for, at undervisningen kan være svær indimellem, og den følelse skal ingen stå alene med. Vi er mange, der kender til de udfordringer,” siger hun.

Hun håbede på at få redskaber og kompetencer til at kunne vejlede andre og give nye perspektiver på situationer, der kan være svære at stå i. Det er i høj grad blevet indfriet, fortæller hun.

Samtidig blev hun overrasket over, hvad god vejledning egentlig kræver.

“Jeg blev positivt overrasket over, hvor tydeligt det blev, at vejledning ikke handler om at komme med gode råd eller færdige løsninger, men om at stille de rigtige spørgsmål og skabe et rum, hvor den vejledte selv kan få øje på nye muligheder,” siger Ann Kirstie Højstrup.

For hende har uddannelsen givet både konkrete modeller og en større opmærksomhed på samtalens form.

“Jeg har fået en større bevidsthed om betydningen af at lytte, være nysgerrig og stille åbne spørgsmål frem for at gå direkte til løsninger. Det er noget, jeg kan bruge både i samtaler med kollegaer og i det bredere religionspædagogiske arbejde,” siger hun.

Teologi, pædagogik og praksis skal hænge sammen

Specialuddannelsen arbejder i spændingsfeltet mellem teologi, pædagogik og den konkrete undervisningssituation. Deltagerne møder både oplægsholdere udefra, kollegiale samtaler, øvelser og refleksioner over egen praksis.

Det er netop vekselvirkningen mellem teori og praksis, Stinna Ahrenst håber, at deltagerne tager med sig.

“Jeg håber, at deltagerne får de overordnede teologiske og pædagogiske refleksioner med sig, men også ny inspiration til praksis og samarbejde omkring undervisning. Det handler om teologisk, pædagogisk og didaktisk inspiration,” siger hun.

For Katrine Staghøj Lisberg er det afgørende, at præster får rum til at tale ærligt om både det, der lykkes, og det, der er svært.

“Ved at dele ærligt og sårbart om de udfordringer, vi hver især møder, kan vi klæde hinanden på til at finde veje, hvor vi hver især kan være den, vi er i konfirmandundervisningen. Kollegial vejledning er i mine øjne en vigtig brik i arbejdet med at skabe arbejdsglæde og trivsel i konfirmandstuen,” siger hun.

Ann Kirstie Højstrup fremhæver også det faglige fællesskab som en styrke.

“Det har været en styrke at blive en del af et fagligt fællesskab, hvor man kan spejle sig i andres erfaringer,” siger hun.

For dem, der vil kvalificere deres undervisning

Specialuddannelsen i religionspædagogik er for dem, der ønsker at arbejde mere systematisk og fordybet med undervisning som en central del af præstearbejdet.

Deltagerne kan forvente fokus på konfirmander, minikonfirmander, børn og voksne, på gode oplægsholdere, kollegial refleksion og inspiration fra både den pædagogiske og kirkelige verden.

“Man kan forvente gode samtaler, gode oplægsholdere og kollegial refleksion over en kerneopgave,” siger Stinna Ahrenst.

Hvis undervisningen allerede er noget af det, du holder allermest af, giver uddannelsen mulighed for fordybelse, nye perspektiver og faglig udvikling.

Hvis undervisningen indimellem bøvler, er uddannelsen et sted, hvor det kan blive taget alvorligt – sammen med andre, der kender opgaven indefra.