Sjælesorg på dagsordenen hos grønlandske præster

Da Grønlands biskop, Paneeraq S. Munk, ønskede sjælesorg på programmet for de grønlandske præsters konvent, blev Ole Raakjær fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter inviteret til Sisimiut for at undervise.

For Ole Raakjær rejste invitationen samtidig et fagligt spørgsmål: Kunne hans tilgang til sjælesorg uden videre bruges i en grønlandsk sammenhæng?

Derfor blev undervisningen forberedt i tæt dialog med biskoppen, så kursets faglige indhold kunne tage afsæt i de vilkår og erfaringer, de grønlandske præster møder i deres arbejde.

Det blev blandt andet tydeligt i arbejdet med sorg. Grønlandske præster møder familier, hvor børn mister forældre, og forældre mister børn, og selvmord og de efterladtes sorg er en del af den virkelighed, præsterne skal kunne stå i.

Her blev et centralt skel i Ole Raakjærs undervisning relevant: forskellen mellem problemer, der kan løses, og byrder, der må bæres.

“At miste er ikke et problem, der kan løses, men en byrde, der skal bæres,” siger Ole Raakjær.

Præsten som medvandrer

Kurset strakte sig over to dage og tog blandt andet fat på sorg, begravelsessamtaler, børn i sorg og gudsbilleder. På tværs af temaerne stod forståelsen af præsten som både medvandrer og budbringer centralt.

“Præsten som sjælesørger er altid både medvandrer og budbringer. Og man kan ikke være budbringer, hvis man ikke er medvandrer. Mennesker skal ses og høres, før de kan se og høre.”

Medvandreren er den, der kan være til stede sammen med et menneske i det, der ikke kan ændres. Det betyder også, at præstens opgave ikke nødvendigvis er at finde de rigtige ord eller en løsning på sorgen.

Nogle ting i livet kan ikke løses, men må bæres.

Sorgen skal ikke trøstes væk

På kurset arbejdede præsterne blandt andet med formuleringen “Trøsten er, at der ingen trøst er”, som Ole Raakjær henter fra præst og psykoterapeut Bent Falk.

Pointen er ikke, at et menneske i sorg ikke har brug for trøst, men at trøst ikke skal forstås som noget, der kan få sorgen, fortvivlelsen eller afmagten til at forsvinde.

“Det sværeste og tungeste i vores liv kan netop ikke forklares eller trøstes væk,” siger Ole Raakjær.

Forsøget på alligevel at gøre det kan ifølge ham få den modsatte virkning.

“Det eneste, der kommer ud af den form for (falsk) trøst, er, at man gør det ramte menneske ensom.”

Derfor bliver præstens opgave ikke først og fremmest at få den sørgende videre eller finde en forklaring på det, der er sket. Det handler snarere om at kunne blive hos det menneske, der står midt i sorgen.

“For den tungeste byrde er ensomhedens byrde.”

Den forståelse kan samtidig være en aflastning for præsten. Sorgen er ikke en opgave, der skal løses, og præsten skal derfor heller ikke kunne tage den fra den sørgende.

Ole Raakjær beskriver i den sammenhæng sorghjælp som en form for huskehjælp: Den sørgende skal ikke hjælpes til at lægge den døde og sorgen bag sig, men til at leve videre med den mistede som en del af sin historie.

Forskellige vilkår – en genkendelig præsteopgave

For Ole Raakjær blev besøget i Sisimiut samtidig en erfaring af, at der er betydelige forskelle mellem præstearbejdet i Grønland og Danmark, men også grundlæggende ligheder.

“Der er mange forskelle på at være præst i Grønland og i Danmark, men der er måske alligevel flere ligheder.”

Konteksten er forskellig, men præsten står begge steder med en opgave som blandt andet medvandrer, ritualbærer og håbsbærer.

Og måske særligt med opgaven at kunne være til stede, når der ikke findes nogen enkel løsning.

“Præsten er ikke først og fremmest problemløser, men byrdebærer,” siger Ole Raakjær.