Fortsæt til hovedindholdet
6. august 2026

Trædesten til gudstjeneste

Liturgisk Forum har netop lanceret universet "Trædesten til gudstjeneste", der er en guide til gudstjenestens fire dimensioner og syv led. 

Liturgisk Forum har netop lanceret deres "Trædesten til gudstjeneste"-univers. Der er en guide til gudstjeneste fordelt på fire dimensioner og syv led. Foto: Fra Liturgisk Forums hjemmeside.

Af Martin Lysholm Hornstrup, projektmedarbejder i Liturgisk Forum

Liturgisk Forum er sat i verden for at styrke den faglige refleksion mellem os, som arbejder professionelt med liturgi og gudstjeneste, samt at invitere til samtale i menigheder og menighedsråd om det lokale gudstjenestearbejde. Men hvordan får vi gang i disse samtaler, og hvordan sikrer vi, at de faktisk gør os klogere og giver os mere lyst til arbejdet?

Det er vi stadig kun ved at finde ud af sammen med de mange erfarne og engagerede medarbejdere og menigheder, som vi møder i hele landet. Som et afsæt for disse samtaler har vi udviklet studiematerialet Trædesten til gudstjeneste, som er et onlineunivers på liturgiskforum.dk. Trædesten skal forstås som en samlebetegnelse for de forskellige led og dimensioner, som udgør en gudstjeneste. Materialet skal oplyse, inspirere og gøre feltet overskueligt og appetitligt. De små beskrivelser er på ingen måde alt, hvad der er at sige om de enkelte led eller dimensioner, men er tænkt som en åbner til videre samtale og arbejde.

De fire dimensioner

Materialet falder i to dele, henholdsvis fire dimensioner og syv led. De fire dimensioner er: Rum, Tid, Fællesskab og Resonans. De syv led er: Musik og salmer, Bøn og bekendelse, Ordet, Prædiken, Nadver, Velsignelse og Dåb. Hvis man ønsker at åbne en bredere samtale om gudstjenesten, anbefaler vi, at man begynder med at tale om gudstjenestens dimensioner. Det er vores erfaring, at det åbner for en anden slags samtaler end dem, man får, hvis man skal vælge nadverritual, ind- og udgangsbøn eller drøfte, om der skal være druesaft til nadveren. Det er også vores erfaring, at dimensionerne lægger sig tæt op ad de ting, som mennesker i menighederne lægger særlig vægt på og dermed lægger særlig mærke til.

Samtaler om dimensionerne kredser om, hvordan gudstjenesten opleves. Dette er naturligvis individuelt – hvad der virker stærkt for nogen, kan virke helt ligegyldigt for andre – men alene det at høre hinanden sige det kan ændre vores blik. Ligesom det kan være gavnligt for de kirkelige medarbejdere, som træffer liturgiske valg med de allerbedste intentioner, at høre, hvordan tingene opleves af menigheden.

De syv led

De syv led er forsynet med fire små tekster, der belyser: 1) Grundlag – hvor kommer det fra? 2) Rammer – hvordan forvaltes det normalt i dansk gudstjenestepraksis? 3) Hvilke muligheder er der for at udvikle eller eksperimentere med dette led? og 4) Samtalestarter eller Tænk selv med. På den måde er der mange veje ind i materialet, og det er ikke nødvendigt at læse det hele kronologisk – man kan træde ind i materialet dér, hvor der er nysgerrighed eller brug for et indspark. Vi håber, materialet kan inspirere til samtaler lokalt, hvad enten de foregår ved temaaftener, menighedsrådsmøder, liturgiudvalgsmøder eller mellem kirkens ansatte.

Gå på opdagelse i trædestensuniverset