”Det I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden, med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord” (ApG 17, 23b-24 – epistel til søndag septuagesima II) 

Prof. em. Peter Lodberg har udtalt, at sekulariseringen ikke betyder, at folk bliver mindre religiøse, det betyder blot, at de udlever deres religiøsitet andre steder end i kirken. Det kan man som kirke godt sætte sig ned og blive lidt fornærmet eller ærgerlig over. Men man kan også blive nysgerrig. Hvor går folk hen for at udleve deres religiøse længsler? Hvilke praksisser tager folk til sig?  
Jeg ser for mig, hvordan Paulus går rundt på Areopagos og kigger på templer, læser indskrifter og poesi. Men i stedet for at vælte vekselerernes boder – som Jesus måske kunne have fundet på – eller stille sig op på en sten og kalde hele forsamlingen for ”øgleyngel” – som Johannes døberen måske kunne finde på – så går han i dialog med dem, alle disse meget religiøse mennesker. Begynder i det, de har bygget og skrevet i deres oprigtige søgen efter det guddommelige. Og så giver han det navn: Den Gud, I søger, kender jeg – fordi han har gjort sig kendt i Kristus. Og han vender deres fokus: Det begynder ikke hos jer, ”det er ham, der giver alle liv og ånde”.   

Der findes masser af religiøs længsel blandt mennesker i vores samtid. Og udbuddet af forskellige fysiske, mentale og åndelige praksisser, som skal opfylde disse længsler, er mangefacetteret. Fitnesscentre, tankestyringsværktøjer, meditation, mindfullness, yoga etc. Og vi kommer let til at se ned på alle disse oprigtige længsler – fordi vi kender alle de sunde kristne svar – eller gør vi? Måske vi skal følge i Paulus’ fodspor og besøge disse steder og praksisser – nysgerrigt – og gå i dialog med dem, og kalde det guddommelig ved navn: Gud – ”som ikke er langt borte fra en eneste af os”. 

(Martin Lysholm Hornstrup, feb. 2026)