Den sidste fredag i juni fik præsterne i Københavns stift biskoppelig tilladelse til at nøjes med alba og krave under ekstrem varme. Jeg er ivrig saunadyrker og egentlig trænet i høje temperaturer, men samtidigt går jeg så meget op i tøj, at jeg ikke kunne sidde sådan en tilladelse overhørig. Det skulle prøves. 

Jeg havde en vielse og nåede et kort øjeblik at overveje om etiketten, at ingen anden end bruden må iklædes hvidt til bryllup, mon også gælder præsten. Den bekymring døde hen, da jeg så mig selv i spejlet og opdagede, at jeg ikke var så hvid endda. Det er ikke kun grå, der har 50 shades. Det har hvid også. Albaen var blåhvid, min skjorte var gråhvid, pibekraven og mine tænder var gulhvide. Til min ærgrelse havde jeg ikke tænkt over, at albaen er semitransparent og mine larmende hjemmebukser blev synlige. Men hvis jeg holdt lidt ud og op i stoffet, så man det ikke. Og sådan kom jeg gående som en fin hofdame ned gennem kirken, da en af gæsterne udbrød: ”Guuud, hvor er den fin, den præstekjole. Hun ligner jo en engel.” Det er derfor man er nødt til at prøve tøj af i virkelighed. Kun ude i virkeligheden, kan man mærke, om tøjet er for snævert, for tungt, for let. At ligne en engel er for snævert, for tungt og alt for meget. Så jeg er tilbage i den sorte. Der ser folk en kedelig, almindelig folkekirkepræst, og sådan en dragt kan jeg bevæge mig frit i, ånde og være i.

De fleste præster er selv overraskede over hvor glade, de er for præstekjolen. Den giver dem styrke til den tragiske bisættelse. At iklæde sig en tradition, er en anonymisering og en aflastning for persondyrkelsen, som gør det lettere at udfylde rollen.

Uniformer kan noget, og det er også derfor, at brugen af skjorten med tunnelkrave bliver mere og mere populær. Til en Porvoo-konference mødte jeg nogle norske kollegaer, som fortalte, at kraven er meget udbredt i Norge - især blandt kvinder, fordi de stadig oplever negative fordomme, og kraven giver dem autoritet. En finsk kvindelig kollega brød ind og sagde, at det kendte hun godt, hun havde taget skjorten på, da hun skulle købe ny bil, og det havde givet hende en meget billig BMW. Nordmændene mente ikke, at det var det samme. Men det er det nu. Man bruger præstetøjet til få særstatus. Det er efter min mening argumentet for, hvorfor præster ikke skal ty til særklæder uden for gudstjenesten. Vi skal være som de almindelige mennesker, vi er. Autoriteten skal komme indefra, fra det ordentlige arbejde, vi gør, ikke fordi vi klæder os ud som Guds egen lille englehær.

Den store irske moralfilosof Iris Murdoch anfører et sted, at ”filosofien ikke gør fremskridt” – og at dette er et filosofiens adelsmærker.

På samme måder tænker jeg nogle gange om gudstjenesten: At den gør ingen fremskridt. For den er løsrevet fra overvejelsen om udvikling, forbedring, bemestring og rentabilitet. Den nytter ikke noget – men den giver mening.

For den tør dvæle ved, at der findes dele af det menneskelige, som er ude af vores hænder at gøre noget ved. At dvæle ved afmagten, men på en måde så den skænker sindsro: Fordi den er arrangeret for at forkynde, at frelsen er Guds og Guds alene at give. Nok er Gud også gudstjenestens objekt – igennem bøn, klage og lovsang – men vigtigst er det faktisk, at Gud er gudstjenestens subjekt. Og her er der ingen fremskridt, for det er jo fuldbragt, som Jesus selv har sagt.

Det gør altså ingen gavn, om du går til gudstjeneste eller ej. Men det kan give så helt utrolig meget mening. Netop fordi det er hevet ud af og hævet over den kværn, der bærer navnet ”nytte”.

Intet kommer ud af at bede en bøn eller synge en salme. Intet kommer ud af at holde gudstjeneste. Ingen kristne værdier mobiliseres for at slå andre til plukfisk, når kirkekaffen er forbi.

Særligt bønnen er en slags afmagtens sprog par excellence. En bøn er ikke hverken magi eller alkymi, der skal fremtvinge en kontrollerbarhed i Gud.

Det nytter ikke noget, alt det med gudstjeneste. Men det gør stadig en forskel. Det giver mening – fra Gud til mennesker.

For at bede en bøn er at stille sig åben over for verdens tilfældigheder. At gå til gudstjeneste er at gå ind i en accept af, at på rigtig mange ganske grundlæggende parametre gør vi ingen fremskridt. Det beroligende er, at Gud allerede har gjort det store fremskridt ved at træde frem til os.  

(Juni 2026)

For nyligt skulle jeg spille en kirkekoncert. På vej i bilen søgte min bassist, som kørte bilen, efter kirken, hvor vi skulle spille, på sin GPS. Han benyttede GPS’ens POI-funktion – den der rummer Points Of Interest (interessante steder). Først ledte han under ”Seværdigheder” men fandt ikke kirken. Så ledte han under ”Kunst og kultur” men fandt stadig ikke kirken. Da han endelig fandt kirken, stod den under ”Dagligliv” side om side med supermarkeder og caféer. I situationen grinede vi ad det, men egentlig blev jeg også glad. Tænk hvis behovet for åndelig føde og fællesskab virkelig bliver set som en del af dagliglivet. Tænk hvis de danske kirker virkelig er åbne og levende på hverdage. Det er nok ikke gjort med en algoritme i en GPS. Men lad os bede om udrustning og mod til at være kirke, hver dag.

  Giv os da, Gud, at hvor vi bor
  lader du klokkerne ringe
  at hvor vi tror og ikke tror
  lader du salmerne svinge!
  Kirken er åben døgnet rundt
  den er os selv på ét sekund
  byernes menneskevinge

              (Iben Krogsdal, 2015)

Ovenstående citat er hentet hos digteren Rainer Maria Rilke. Han fortæller, at musikken kunne opløfte ham og tilføjede, at den kunne sænke ham ned et andet sted. Forfatteren Karl Ove Knausgaard gør sig i essaysamlingen ’Kødets ingeniører’ (2024) til talsmand for, at romanen kan det samme som musikken – sænke ham ned et andet sted. Knausgaard refererer til de store romanforfattere som Dostojevskij, Woolf og Vesaas og siger om meningen med romanen, at den frem for alt hjælper et menneske til at være i live, at være et helt menneske i live. Den hjælper mennesket til ikke at være et dødt menneske i livet. Romanen dykker ned i et menneskes liv. Ser livet fra ’indersiden’. Ser livet an – åbent, foranderligt, bevægeligt, uafsluttet. Den giver sprog til det liv, som ikke har sprog.
 

Jeg har som sognepræst i næsten 25 år haft en læsekreds i mit menighedsarbejde. Sådan som jeg har bemærket, at mange præster har. Og jeg har tænkt på: hvorfor? Kunne man ikke overlade læsekredsen til biblioteket? Sikkert. Men når jeg selv synes, det giver mening at have en læsekreds, hvor vi fortrinsvis har læst romaner, så er det netop af de grunde, som Knausgaard anfører: Vi kommer tæt på vores egen virkelighed samtidig med, at horisonten med romanens mange stemmer udvides. Vi får sat sprog på de dybeste lag i vores liv og eksistens. Uden at vores liv bliver sat i kasse og rammer. Romanen giver ingen færdige svar. Samtalen om romanen åbner følelsen og tanken om livet. 
 

Sammenhængen mellem roman og gudstjeneste er, at gudstjenesten også lader mennesket sænke ned et andet sted. Nemlig ned i de bibelske fortællinger. Vi går til gudstjeneste for at blive genbeskrevet med bibelens fortællinger. Alle følelser, tanker og handlinger i det menneskelige felt er indbefattet. Intet menneskeligt er den kristne Gud fremmed. Mennesket fortælles frem som et smukkeste og det hæsligste, som det gode og det onde væsen. Som engel og dæmon.
Knausgaard siger, at romanen skriver det hele menneske frem. Det gør gudstjenesten også. Og derfor er det godt både at læse romaner og gå til gudstjeneste. 

Forskellen mellem romanen og gudstjenesten er dog, at hvor romanen lader den menneskelige fortælling stå åben og uafsluttet, da fortæller bibelen mennesket ind i en fortælling med en begyndelse, en midte og en afslutning. Det ender godt! Men mellem begyndelse og afslutning er følelses- og tankeregistret lige så dybt og højt som i romanen. Derfor er det godt at lade sig sænke ned et andet sted – i romanen og gudstjenesten.

”Det I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden, med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord” (ApG 17, 23b-24 – epistel til søndag septuagesima II) 

Prof. em. Peter Lodberg har udtalt, at sekulariseringen ikke betyder, at folk bliver mindre religiøse, det betyder blot, at de udlever deres religiøsitet andre steder end i kirken. Det kan man som kirke godt sætte sig ned og blive lidt fornærmet eller ærgerlig over. Men man kan også blive nysgerrig. Hvor går folk hen for at udleve deres religiøse længsler? Hvilke praksisser tager folk til sig?  
Jeg ser for mig, hvordan Paulus går rundt på Areopagos og kigger på templer, læser indskrifter og poesi. Men i stedet for at vælte vekselerernes boder – som Jesus måske kunne have fundet på – eller stille sig op på en sten og kalde hele forsamlingen for ”øgleyngel” – som Johannes døberen måske kunne finde på – så går han i dialog med dem, alle disse meget religiøse mennesker. Begynder i det, de har bygget og skrevet i deres oprigtige søgen efter det guddommelige. Og så giver han det navn: Den Gud, I søger, kender jeg – fordi han har gjort sig kendt i Kristus. Og han vender deres fokus: Det begynder ikke hos jer, ”det er ham, der giver alle liv og ånde”.   

Der findes masser af religiøs længsel blandt mennesker i vores samtid. Og udbuddet af forskellige fysiske, mentale og åndelige praksisser, som skal opfylde disse længsler, er mangefacetteret. Fitnesscentre, tankestyringsværktøjer, meditation, mindfullness, yoga etc. Og vi kommer let til at se ned på alle disse oprigtige længsler – fordi vi kender alle de sunde kristne svar – eller gør vi? Måske vi skal følge i Paulus’ fodspor og besøge disse steder og praksisser – nysgerrigt – og gå i dialog med dem, og kalde det guddommelig ved navn: Gud – ”som ikke er langt borte fra en eneste af os”. 

(Martin Lysholm Hornstrup, feb. 2026)