Ovenstående citat er hentet hos digteren Rainer Maria Rilke. Han fortæller, at musikken kunne opløfte ham og tilføjede, at den kunne sænke ham ned et andet sted. Forfatteren Karl Ove Knausgaard gør sig i essaysamlingen ’Kødets ingeniører’ (2024) til talsmand for, at romanen kan det samme som musikken – sænke ham ned et andet sted. Knausgaard refererer til de store romanforfattere som Dostojevskij, Woolf og Vesaas og siger om meningen med romanen, at den frem for alt hjælper et menneske til at være i live, at være et helt menneske i live. Den hjælper mennesket til ikke at være et dødt menneske i livet. Romanen dykker ned i et menneskes liv. Ser livet fra ’indersiden’. Ser livet an – åbent, foranderligt, bevægeligt, uafsluttet. Den giver sprog til det liv, som ikke har sprog.
 

Jeg har som sognepræst i næsten 25 år haft en læsekreds i mit menighedsarbejde. Sådan som jeg har bemærket, at mange præster har. Og jeg har tænkt på: hvorfor? Kunne man ikke overlade læsekredsen til biblioteket? Sikkert. Men når jeg selv synes, det giver mening at have en læsekreds, hvor vi fortrinsvis har læst romaner, så er det netop af de grunde, som Knausgaard anfører: Vi kommer tæt på vores egen virkelighed samtidig med, at horisonten med romanens mange stemmer udvides. Vi får sat sprog på de dybeste lag i vores liv og eksistens. Uden at vores liv bliver sat i kasse og rammer. Romanen giver ingen færdige svar. Samtalen om romanen åbner følelsen og tanken om livet. 
 

Sammenhængen mellem roman og gudstjeneste er, at gudstjenesten også lader mennesket sænke ned et andet sted. Nemlig ned i de bibelske fortællinger. Vi går til gudstjeneste for at blive genbeskrevet med bibelens fortællinger. Alle følelser, tanker og handlinger i det menneskelige felt er indbefattet. Intet menneskeligt er den kristne Gud fremmed. Mennesket fortælles frem som et smukkeste og det hæsligste, som det gode og det onde væsen. Som engel og dæmon.
Knausgaard siger, at romanen skriver det hele menneske frem. Det gør gudstjenesten også. Og derfor er det godt både at læse romaner og gå til gudstjeneste. 

Forskellen mellem romanen og gudstjenesten er dog, at hvor romanen lader den menneskelige fortælling stå åben og uafsluttet, da fortæller bibelen mennesket ind i en fortælling med en begyndelse, en midte og en afslutning. Det ender godt! Men mellem begyndelse og afslutning er følelses- og tankeregistret lige så dybt og højt som i romanen. Derfor er det godt at lade sig sænke ned et andet sted – i romanen og gudstjenesten.

”Det I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden, med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord” (ApG 17, 23b-24 – epistel til søndag septuagesima II) 

Prof. em. Peter Lodberg har udtalt, at sekulariseringen ikke betyder, at folk bliver mindre religiøse, det betyder blot, at de udlever deres religiøsitet andre steder end i kirken. Det kan man som kirke godt sætte sig ned og blive lidt fornærmet eller ærgerlig over. Men man kan også blive nysgerrig. Hvor går folk hen for at udleve deres religiøse længsler? Hvilke praksisser tager folk til sig?  
Jeg ser for mig, hvordan Paulus går rundt på Areopagos og kigger på templer, læser indskrifter og poesi. Men i stedet for at vælte vekselerernes boder – som Jesus måske kunne have fundet på – eller stille sig op på en sten og kalde hele forsamlingen for ”øgleyngel” – som Johannes døberen måske kunne finde på – så går han i dialog med dem, alle disse meget religiøse mennesker. Begynder i det, de har bygget og skrevet i deres oprigtige søgen efter det guddommelige. Og så giver han det navn: Den Gud, I søger, kender jeg – fordi han har gjort sig kendt i Kristus. Og han vender deres fokus: Det begynder ikke hos jer, ”det er ham, der giver alle liv og ånde”.   

Der findes masser af religiøs længsel blandt mennesker i vores samtid. Og udbuddet af forskellige fysiske, mentale og åndelige praksisser, som skal opfylde disse længsler, er mangefacetteret. Fitnesscentre, tankestyringsværktøjer, meditation, mindfullness, yoga etc. Og vi kommer let til at se ned på alle disse oprigtige længsler – fordi vi kender alle de sunde kristne svar – eller gør vi? Måske vi skal følge i Paulus’ fodspor og besøge disse steder og praksisser – nysgerrigt – og gå i dialog med dem, og kalde det guddommelig ved navn: Gud – ”som ikke er langt borte fra en eneste af os”. 

(Martin Lysholm Hornstrup, feb. 2026)