Bryllupsfotografering: Spolerer eller bekræfter kameraet det velsignede øjeblik?

Augustbryllupperne nærmer sig. Og dermed spørgsmålet om, hvor meget fotografen skal fylde ved ceremonien i kirken. 

Præsten holder på, at den største og bedste oplevelse får man via menneskeøjet. Den oplevelse rækker helt ind i sjælen.

Brudeparret har nok også den tillægsopfattelse, at fotolinsen forstærker oplevelsen. 

Øje eller linse?

Ved det sidste bryllup, jeg forestod, gav jeg, som jeg har gjort igennem mange år, tilladelse til, at fotografen kunne være til stede i kirken uden paparazzinykker. 

Jeg har for længst opgivet total modstand mod fotolinsen, for fotografen er blevet en fast bestanddel af bryllupspakken. 

Ved dette bryllup oplevede jeg ved den efterfølgende reception, at der i haven var opstillet et staffeli, hvor gæsterne kunne gå hen og være med til med pensel og maling at lave et portræt af brudeparret. 

Det mindede om svundne tider, hvor det ikke var et ukendt fænomen, at brudeparret i de finere kredse blev foreviget på et portræt fra selve dagen. 

Ønsket om at bevare dagen på billede er altså ikke helt nyt.

Livshistorisk knudepunkt

Kirken er ikke overrendt af brudepar. 

De kommer sjældnere til kirkedøren og ofte meget sent i livet. Gennemsnitsalderen for brudeparret er omkring 35 år. 

De fleste brudepar har allerede oplevet medgang og modgang med hinanden og deres børn. Men når de to mennesker så endelig kommer til kirkedøren, så skal der være fest!

Hvor vielsen tidligere var et stærkt overgangsritual med stærke markører af et før og efter vielsen, så er den i dag blevet en markering og en bekræftelse af det liv, der allerede er levet, og en løfterig håbserklæring til det fremadrettede liv. 

Brylluppet er en markant iscenesættelse af den alvor i forholdet, som brudeparret vil vise for sig selv og for deres familie og venner. 

Der er blevet sparet op, og festen er planlagt ned til mindste detalje, også når det kommer til fotografen. Der spenderes mellem 10.000-15.000 kr. på fotografens medvirken til at forevige dagen.

Kameraet giver distance

Engang havde jeg et bryllup, hvor bruden bad mig om at stå frem foran gæsterne før hendes indtog og bede gæsterne om ikke at se hende gennem fotolinsen. 

Hun ville ses med "øjet og sjælen". Og hun har da ret. Kameraet giver en distance. Den, der knipser, forvandler den højtidelige oplevelse i kirken til et billedobjekt.

Fotografens (og gæsternes) kamera forvandler menigheden til publikum for en (selv-)iscenesættelse. 

I Instagram-kulturen gælder: Vis mig, hvem du er, og jeg skal fortælle dig, hvem du er – eller gerne vil være. 

Kameraet tager opmærksomheden væk fra den umiddelbare tilstedeværelse i kirkerummet. Energien i nærvær føres over til spørgsmålet om det helt rigtige billede. Der er gode argumenter for øjet.

Fotoets sande virkelighed

Men brudeparret har også gode argumenter for linsen, som i lige så høj grad understreger det betydningsfulde øjeblik. 

De vil slå på, at netop med fotoet bliver deres 'ja' til virkelighed. Og bekræfter dermed al virkelighedsopfattelse i dag: Alt bliver stort set først virkelighed via et foto – og i dag via SoMe! 

At vi alle i menigheden har set øjeblikket med det blotte øje og har set det mange gange før, tæller ikke. 

Lige præcist med fotoet bliver de bekræftet i det særlige 'velsignede' øjeblik ved brylluppet: Her er vi – det gyldne øjeblik – velsignelsen gælder os! 

Og det velsignede øjeblik kan indgå i takkeskrivelsen til gæsterne, det forstørrede billede på stuevæggen og fotoalbummet. 

Vi husker gennem billeder. Fotoet er pantet på det store øjeblik i vores livshistorie. Pantet til erindringsbogen med de vigtige identitetsknudepunkter.

Til døden os skiller

Der er meget på spil ved brylluppet. Det ved både brudepar og præst. 

Man kan nærme sig den symbolske overgang ved brylluppet på to måder. Med øjet og linsen. 

Begge optikker understreger betydningen af brylluppet i kirken: 

Velsignelsens fuldbyrdede øjeblik og iscenesættelsen af dette øjeblik; ritualets 'magiske' værdi; det ikoniske øjeblik – ikke som garanti – men som tegn på løftet over livshistorien: Til døden os skiller.