Det er tid til profetiske gudstjenester

Adventstid er messiastid. Et kig på kirkens hjemmesider samt annoncerne i Kristeligt Dagblad giver os løfte om, at vi i mulmets mørke ikke skal savne musik af den store mester Händel. Herindunder jul valfarter danskerne til kirkerne for at høre de fantastiske ord og toner om gode løfter, trøst og fred.

Comfort ye, my people, saith your God. Ev'ry valley shall be exalted, and ev'ry mountain and hill made low And the glory of the Lord shall be revealed And he shall purify the sons of Levi For, behold darkness shall cover earth, and gross darkness the people: but the Lord shall arise upon thee, and his glory shall be seen upon thee For unto us a child is born Her blot nogle af de stærkeste ord fra 1. del af Händels "Messias". Alle hentet fra de bibelske profettekster, først og fremmest Esajas. Den profet, som vi også hører fra, hvis man deltager i adventstidens gudstjenester. Adventstid er messiastid. Adventstid er profettid. Og lytter man til "Messias", udsættes man for et fuldregister af følelser og tanker fra det sorteste mørke til smukkeste lys, gennem ildens renselse i smelteovnen, til løftet om hjemkomst, for der skal komme en forløser, et barn, der skal grundfæste og understøtte folket med ret og retfærdighed. Rystende og bevægende – nedad og opad – for virkeligheden er under ombrydning. Gud vil ryste himlen og jorden og alle nationerne.

Bristede forhåbninger

Det er vandmærket på vores tid, skriver den tyske sociolog Andreas Reckwitz i sin seneste bog med titlen "TAB – Et grundproblem i moderniteten". Vi har mistet fremtiden. På en anden måde end vi tidligere har gjort. Tabet er et moderne motiv, men mens vi tidligere kendte til det at tabe og miste noget (status, magt, identitet), så kompenserede vi ved at tro på fremskridtet. Vi bildte os ind, at på trods af fejludviklinger, så måtte fremskridtet (teknisk, videnskabeligt, økonomisk) redde os. I en postmoderne virkelighed, siger Reckwitz, har vi imidlertid ramt muren i dobbelt forstand: Historien er ikke aflyst, men fremtiden ser mere mørk ud, fordi fortidens sår efter den menneskelige og samfundsmæssige udvikling er så enorme. Vores selvrealiseringsprojekter kaster lange skygger i form af økologi- og klimakrise, overforbrug, menneskelige livsstilskriser som følge af en overstrabadsering af individet, polarisering af verdenssamfundet. Men døren til det sidste kapitel står på klem hos Reckwitz. Han øjner et håb, i det små som i det store, om, at mennesker ikke løber fra deres historiske ansvar, og at de rækker ud mod "reparation af moderniteten" – at vi kan leve både med tabet og med en forhåbning om at gøre tingene bedre.

Reparer verden

På denne baggrund er det tid til at lytte til profeten. Tid til at lytte til oratoriet. Tid til profetisk gudstjeneste. Tid til en profetisk prædiken. Profeten kender til tabet. Til det at miste. Han er realisten, der ser tabet af folk og land, af ret og retfærdighed i øjnene. Profeten svinger på den ene side krabasken over folket, der har mistet retningen i livet, og holder på den anden side håbet oppe for en ny fremtid. Tabet skal ikke ignoreres, skubbes af vejen, man må se tabet og ansvaret for historien i øjnene. Men der er vej fremad. Et lys. Et håb. Reckwitz peger på, at reparationen af moderniteten kalder på en "forsigtig og omsorgsfuld holdning", der først og fremmest viser sig i fælles handlinger, der rækker ud over det enkelte individ. Det flugter med den profetiske gudstjeneste. For som sognepræst Else Hviid skriver i sin nyligt udkomne bog om profeten Esajas, så rækker den modige (profetiske) gudstjeneste ikke blot til opbyggelig tale til det enkelte individ, men til kras (sand) og poetisk (visionær) forkyndelse af et nyt fællesskab, hvor vi bliver kaldet til "Tikkun Olam" (fra den jødiske Mishnah) – at reparere verden: "Et kald til at være lys for alle folkene ved at vise Herrens retfærdighed frem." Profetisk forkyndelse taler sandt (kritisk) om menneskelig lidelse, udfordrer verdens magt og status quo og åbner samtidig menigheden for Guds fremtid og håb.