Enhver gudstjeneste bør være en slags jazzgudstjeneste

Jeg hører af og til den anklage, at det er falsk varebetegnelse, når lokale folkekirker inviterer til jazzgudstjeneste. For ofte er musikken ikke "rigtig jazz", mere en gang slatten kirkepop – som jordbærmarmelade uden jordbær.

Jeg har da også selv deltaget i jazzgudstjenester, hvor der nærmest ikke lød en eneste højtopbygget akkord. Men før vi affejer fænomenet med bedrevidende smagsdommeri, er det måske værd at undersøge, hvad jazzens natur og udviklingshistorie har at tilbyde til en gudstjenestesammenhæng.

Jazzens særlige kendetegn

Nogle af jazzens særlige kendetegn er: improvisation, rytmisk drive, blå toner, call and response og harmonisk kompleksitet.

Improvisation rimer måske umiddelbart dårligt på liturgi i de flestes ører. Vi er blevet vant til, i embedskirken, at vores liturgier ligger fast, og meget lidt er overladt til beslutninger i nuet. Men improvisation er faktisk en klassisk disciplin for organister, som, i alt fald da jeg gik på konservatoriet, stadig bliver undervist i at improvisere. Dette sker netop med henblik på at skulle spille i liturgiske sammenhænge.

En organist skal kunne tilpasse sig situationen i rummet; hvornår præsten er på plads på prædikestolen, hvor mange nadvergæster der er, hvor lang processionen er og så videre.

Improvisation er også med til at understrege, at musikken er levende og skaber et nu, som ikke vil kunne gentages. På samme måde er gudstjenesten, dåben, vielsen eller begravelsen et nu, som ikke kommer igen.

At jazzmusikken bæres af et rytmisk "drive", falder nogen for brystet. Mange vil gerne opstille en – for mig at se – falsk modstilling af "klassisk" og "rytmisk" musik. Sandheden er, at rytme er en fundamental byggesten i al musik. Bachs musik bliver først rigtig fed, når den ligger helt steady i sin puls. Rytme påvirker os; det er dragende og medrivende og påvirker den rytme, vi hver især bærer i os – hjerterytmen.

I min barndoms missionshus kunne man støde på det argument, at rytmisk musik var underlødig, fordi den talte til kroppen mere end til ånden. Mon ikke de fleste i dag anerkender, at vi går til gudstjeneste som hele mennesker – altså at vi også har vores krop med i kirkerummet. At den sættes i bevægelse af det, som foregår i gudstjenesten, er ikke nødvendigvis negativt.

Blå toner defineres som noder, der intoneres en anelse lavere, end de egentlig bør ifølge den klassiske skala – typisk den lille terts eller den lille septim. (Dette er teknisk ikke muligt på klaver eller orgel, men til gengæld på intonerende instrumenter som blæsere og strygere – og selvfølgelig med sangstemmen).

Ud over at udfordre øret og sprænge skalaen giver de blå toner en "klagende" fornemmelse, der tilfører musikken følelse og autenticitet. Igen kan man møde stærke holdninger til, hvor følelsesfuldt et udtryk vi kan bære i en gudstjenestesammenhæng. I den kølige folkekirke er vi forsigtige med at blive for inderlige og hengivne. Det er der gode grunde til; vi kan og skal ikke tvinge nogen til at føle noget bestemt.

Når det er sagt, så er der altid følelser i spil, når vi har med musik at gøre. I det omgivende samfund hylder vi de kunstnere, som tør gå foran os helt ind i musikken – de oprigtige – de autentiske. Vidnesbyrdet har gyldighed over for det moderne menneske.

"Call and response" [kald og svar] har rødder i afrikansk musik og gospel og videreføres som et stiltræk i jazzmusik. Her foregår en musikalsk dialog mellem instrumenter eller mellem solist og ensemble. Her er noget, som er væsensforskelligt fra orglet, som netop bryster sig af at være et helt orkester i sig selv og dermed ikke behøver at gå i dialog med andre instrumenter. 

Men når orglet bruges i liturgisk sammenhæng, er der brug for, at det går i dialog med præst, menighed og kor/sanger. For gudstjenesten er – i alt fald ifølge Luthers ideal – en samtale, imellem præst og menighed, imellem Gud og mennesker.

Det kan godt bekymre mig, at mange organister ikke får træning i sammenspil, fordi det er så afgørende at kunne, når vi træder ind i det liturgiske rum.

Harmonisk kompleksitet betyder, at man spiller mange "krydrede akkorder", det vil sige akkorder, der har en indbygget spænding, som giver klangfarve og dybde – og som ofte tager tilhøreren uventede steder hen.

At arbejde med kompleks harmonik er ikke en ny ting i musikhistorien. Bach var forud for sin tid og brugte "krydrede akkorder" som virkemiddel – ofte med en teatralsk vinkel. Den romantiske stilperiode og ikke mindst nyere kompositionsmusik har hele tiden haft en søgen ud i randområderne af, hvad musikken kan bære, og hvad øret og sindet kan følge med til.

Vær med i legen!

Noget af det, jeg finder allermest charmerende ved jazz, er, når en række mere eller mindre tilfældigt sammensatte musikere mødes og spiller jazzstandards sammen. Det, at der eksisterer en slags kanon (melodisamlingen "Real Book"), som alle tilsyneladende kender eller hurtigt falder ind i, og som kan spilles på tværs af instrumenter, sprog og uddannelsesniveau.

Den her inklusive stil, hvor man spiller med dem, som er der, og som har lyst at gå ind i samspillet (legen), tænker jeg, vi kan bruge til noget i vores tilgang til at holde gudstjenester sammen. Her kan "ensemblet" også variere fra gudstjeneste til gudstjeneste, og det, som kommer ud af det, lyder aldrig helt ens. Men hvis man er villig til at gå ind i samspillet og legen med sine ører og sit hjerte, så kan man skabe noget smukt og levende.

Det har altid ligget i jazzens natur at gå i dialog med andre musikalske stilarter. På den måde er jazz lige så meget en fortolkningsramme – eller en tilgang – som det er en stilart. Jeg hilser alle, der vil bruge musikken til at komme til stede i nuet, engagere folk, udtrykke ægte menneskelighed, gå i samspil og udfordre øre og hjerte, velkommen i det gudstjenestelige arbejde i folkekirken. Så kan vi godt kalde det jazz for min skyld.