Også organister kan lære noget af døvemenighederne

For nylig havde jeg, som projektmedarbejder i Liturgisk Forum, det privilegium at blive bedt om at facilitere en workshop for præsterne i de danske døvemenigheder. 

Jeg havde gjort opmærksom på den særlige poesi, der ligger i, at jeg er musiker, og at mit primære medie altså er lyd. Men det til trods holdt de fast i invitationen. 

Oplægget var, at man ønskede sig at se på mulighederne for udvikling af gudstjenesterne i døvemenighederne. Jeg bad dem forberede sig hjemmefra ved at spørge deres menigheder, hvilke forandringer de kunne ønske sig. 

Dette var for at sikre mig, at det ikke kun var (nogle af) præsterne, som ønskede sig forandringer, men at eventuelle forandringer tog afsæt i menighedernes ønsker og forventninger.

Krav om salmer til døvegudstjenester

Jeg er nødt til at sige, at jeg var temmelig overrasket over at finde ud af, at måden, gudstjenester med døve forvaltes på, er, at de skal følge alterbogens højmesseordning slavisk inklusive præ-/postludium og fem-seks salmer. Hele gudstjenesten holdes på – eller tolkes til – tegnsprog. 

Jeg kan nærmest høre ekkoet af latteren i organistkredse – "at spille til en døvegudstjeneste må være de lettest tjente penge, du nogensinde har lavet". 

Argumentet for at spille musik er, at de døve kan mærke vibrationerne i rummet, og at nogle kan fornemme nogle af de yderste dele af lydspektret (af samme grund opfordres organisterne til at spille med fuldt udtræk). 

Virkeligheden bliver dog ofte, at mange i menigheden slet ikke opdager, at gudstjenesten er gået i gang, og derfor sidder og snakker eller venter i tomhed. 

Med hensyn til salmerne opstår et andet problem. For salmerne tolkes godt nok oftest smukt til poetisk tegnsprog, men menigheden er ikke med – hverken med toner eller hænder. Og hvis nogen "synger med" på tegnene, oplever andre det som "visuel støj" – altså noget, der forstyrrer opmærksomheden.

En samtale mellem Gud og mennesket

Her er der virkelig nogle idealer, som støder sammen. 

På den ene side står idealet om ikke at gøre forskel på nogen – de døve skal have samme gudstjeneste som alle andre. Højmessen er det bedste, vi har, og det giver vi gavmildt til alle – inklusive minoriteterne. 

På den anden side står det lutherske ideal om, at gudstjenesten er en samtale mellem Gud og mennesket – hvor Gud kalder ud med sit ord og sine sakramenter, og menigheden svarer med sin bøn, lovsang og deltagelse.

Hårdt presset fik jeg den eneste på workshoppen, som er født døv, til at sige, at vedkommende godt kan lide salmerne, men samtidig er klar over, at de aldrig får samme værdi for vedkommende, som de åbenlyst har for hørende – og ærligt talt sidder vedkommende nogle gange bare og venter på, om salmen ikke snart er færdig. 

Og det slog mig, at det måske ikke kun er de døve, der fra tid til anden kan have det sådan. Jeg spurgte også, om de døve i menighederne ønsker sig en gudstjeneste, som ligger så tæt op ad de hørendes som muligt. Svaret var tankevækkende: De kender jo ikke andet.

Skal gudstjenesten være rigtig eller levende?

Mit spørgsmål er: Er vi blevet så selvforelskede i den højmesseform, som vi er så dybt "indkulturerede" i som kirkeligt ansatte, at vi mister synet for højmessens oprindelige intention: fejring og fællesskab – med Gud og med hinanden. 

Er det virkelig ikke muligt at bygge en højmesse, hvor døve kan blive mere inddraget og opleve sig talt til på deres egne præmisser og med deres eget sprog? Tegnsprogspoesi på nogle af salmernes plads? Menighedssvar at "sige" med på? Indretning af rummet? Symbolhandlinger?

Og har vi andre noget at lære af mødet med de døve? Findes der andre menigheder, som trænger til, at vi spørger dem, hvilken gudstjeneste de egentlig ønsker sig? Og hvilke muligheder har vi for at sikre, at vi ikke alle kommer til at tale for døve ører om søndagen? 

For hvor begynder gudstjenesten egentlig? I den sorte bog? I Gud? Eller i menigheden? Skal en gudstjeneste være rigtig? Eller skal den være levende? Jeg ved godt, hvilken gudstjeneste jeg selv ville vælge.