Pop i domkirken: ABBA's sange forløser længsler, som kristendommen knytter an ved

Domkirken i Roskilde havde åbnet natkirken med overskriften 'ABBA-fællessang'. 

En dejlig majaften lige efter pinse. Dørene åbnede allerede kl. 19, men jeg tænkte, at jeg nok kunne nå at spise aftensmad, inden dørene lukkede kl. 20. 

Og så fik jeg den sidste siddeplads blandt de 500-600 deltagere. 

ABBA er populære. For alle. Som præsten fortalte mig, så er det en slags festaften. Alle tre generationer er af sted. Først spiser man i byen, og så til ABBA-fællessang i domkirken.

Dancing Queen

Man tænker: Hvad er det for en genre? Og hvis jeg skulle sætte ord på en sådan aften, så er det en blanding af fællessang og popgudstjeneste. 

Vi sang 11 ABBA-sange. Alle fik udleveret et sangark, som nu for de flestes vedkommende var unødvendigt, for de fleste kunne sangene udenad. 

Jeg stod ved siden af jævnaldrende 60+'ere m/k, som vuggede og sang med af fulde hals – uden tekstforlæg. 

Fællessangen blev ledt af en pianist og én forsanger. Og efter hver tredje sang gav præsten en fortolkning af en af sangene, der var sunget. 

Vi begyndte med "Dancing Queen" og sluttede med "Thank you for the music". Og på den måde var anslaget og afslutningen med til at indramme aftenen: det handlede om musikken og sangens frigørende kraft. 

"Feel the beat from the tambourine, oh yeah / You can dance / You can jive / Having the time of your life."

En taknemmelighed ved at være sammen så mange som én stor krop. I en katedral.

ABBAs musik forløser følelser, den går i kroppen, spreder glæde, berører hjertet. Musikken både stimulerer og giver en umiddelbar nydelse, som samtidig skaber et stort fællesskab, når så mange mennesker swinger med i sang: 

"Thank you for the music, the songs I'm singing / Thanks for all the joy they're bringing / Who can liv without it, I ask in all honesty / What would life be?"

SOS

"Where are those happy days / They seem so hard to find / I try to reach for you."

ABBAs sange spiller på alle følelsesregistre. Hvad der jo netop er sangens kendetegn. Sang og musik forløser og gennemspiller menneskets længsler, håb, angst, glæde, sorg. 

"SOS" samt sangen "The Winner Takes It All" er to sange, der masserer følelserne af forladthed/skyld/magtesløshed og tab/sorg (skilsmisse). 

Det er sange, der læner sig ind i de universelle og almene eksistentielle erfaringer. Og når præsten skulle udlægge teksten, bevægede hun sig i en skønsom balance mellem den almene erfaring og den religiøse/kristne tydning. 

Kirken kender til den kristne kode for råbet om hjælp i klagen (fx i "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig"). Og i den yderste nød råber mennesket om hjælp – SOS. 

Kirken kender til erfaringen af brud på relationer, der ender i den nådeløse dom, og at der ikke kan repareres baglæns på en skilsmisse: 

"The winner takes et all / the loser has to fall / It's simple and it's plain."

Take A Chance On Me

Og så ender vi alligevel med at synge hittet fra 1978 "Take A Chance On Me": Der gives en ny mulighed. Der er en åben fremtid. Hvis man tør springe ind i den! 

Og for at sætte en streg under denne løfterige fremtid, synger vi inden afslutningen: 

"I believe in angels / Something good in everything I see / I believe in angels."

Popmusik i Roskilde Domkirke. Og ikke i Boxen eller Royal Arena. Den religiøse ramme – kirkerummet – og den kristelige tydning giver musikken og teksten en rettethed mod Gud. 

Men først og fremmest forløser ABBA's musik og ord de grundlæggende følelser og længsler, som religionen (kristendommen) knytter til ved: glæde, taknemmelighed, tab, skyld, forsoning. 

Aftenen bliver en ekstatisk svæven ind i en rejse gennem eksistensens grunderfaringer. 

Det enkelte menneske optages i sangens fællesskab under katedralens himmel, og der skabes gennem musikken og tydningen et klangrum for det, som vi til daglig ikke får sat ord på.

Majnatten, vi gik ud i, blev endnu smukkere med popmusikken i ryggen.