Solhvervsgudstjeneste viste, at det kristne håb fordrer handling

Som nylig tilflytter til domkirkebyen Roskilde prøver jeg de mange gudstjenestesteder af. Ind under jul var der en sand overflod af gudstjenester og koncerter med Jesusbarnet i krybben som centralt punkt. 

Men så var der også en gudstjeneste for vintersolhvervet i domkirken. En særgudstjeneste den 21. december, som afholdes hvert år. Den mødte jeg op til. Og fik den sidste siddeplads i kirken sammen med de over 500 andre besøgende.

Da jeg nærmede mig kirken, kunne jeg allerede ude på domkirkepladsen høre jazzmusikken spille. Gudstjenesten var musikalsk ledsaget af både jazz- og orgelmusik. Dørene var allerede blevet åbnet en halv time før, hvor jazzmusikerne varmede op til gudstjenesten (klokken 17-18) med årets tema "håb". Gudstjenesten kommer i stand i et samarbejde mellem Roskilde Domkirke og Nationalpark Skjoldungernes Land.

Ånd – viden – handling

Gudstjenestens liturgi bestod i en vekslen mellem musik, fællessang og taler med afsluttende fadervor og velsignelse. Der var to velkomster – en kristen ved biskoppen og en verdslig ved borgmesteren. 

Biskoppen talte ud fra dåbens levende håb, borgmesteren om de konkrete politiske beslutninger og iværksættelse af handlinger med henblik på naturbevarelse i området. Gæstetalen stod professor ved Globe Institute (Københavns Universitet) Minik Rosing for. 

"Håbet må underbygges af viden". Sådan lagde Rosing ud med i sin tale, som så underbyggede håbet om, hvorledes vi på det konkrete, handlingsmæssige plan kunne løse nogle af de globale fødevare- og klimakriser, som vi står til halsen i. 

Hans bud var "gletsjermel" – tørret mudder fra indlandsisen ved Grønlands kyster, fordi det indeholder næringsstoffer, der forbedrer jordkvaliteten og kan binde CO2, hvilket øger landbrugsudbyttet (for eksempel i Afrika) og dermed kan mindske behovet for afbrænding af regnskov. Og han sluttede talen med bud på, at et sådant projekt kunne sættes i søen på kommercielle betingelser. 

Så sang vi Dy Plambecks "Hold håbet op". Med udgangspunkt i Peter Sommers "Bristepunkt" fulgte domprovstens refleksion over det mirakuløse håb, som spirer dér, hvor mennesket opdager at have noget at miste. Og efter afsyngning af Ingemanns "Dejlig er jorden" åbnedes den store kirkeport, og vi gik ud på kirkepladsen, hvor der var ild på bålfade.

Gud og kosmos

Vi siger ofte, at kristne lever i to tider – i verdens tid og Guds tid. Vores kirkekalender spiller sammen med vores verdslige kalender – med og imod. Vi begyndte et nyt kirkeår første søndag i advent og lader dermed Guds tid spille os ind i tidens og verdens gang – som et guddommeligt indspark, som et løfte. 

Vi lader Guds tid ramme vores egen livstid, når vi fødes, går fra at være barn til ungt menneske, når vi knyttes sammen med vores elskede, når vi dør. Vores verdens-tid, vores livsforløb og dets knudepunkter lader vi symbolsk og liturgisk få et medspil ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Vi genbeskriver vores horisontale linearitet med Guds vertikale lys, så vores livskoordinater kan få et lys og en mening fra oven.

Men der findes også naturens tid og Guds tid. Gud og kosmos taler også sammen. Vi er ikke blot væsener, der lever et lineært forløb fra fødsel til død. Vi er væsener, der er indlejret i naturens cyklus sammen med planterne og dyrene. Og det var denne sammenkobling af Gud og kosmos/natur, som gudstjenesten for solhvervet tog alvorligt. 

Vi blev på årets korteste dag mindet om, at vi som kristne er døbt til at være håbsvæsener. Vi er af Guds Ånd og liv. Men vi blev også mindet om, at dette håb indebærer en forpligtelse til at tænke os om, bruge vores fornuft og finde løsninger, der kan give håbet politisk retning – i retning af styrkelse af naturparken omkring Roskilde, i retning af konkrete løsninger på klima- og fødevarekrisen. Ånd i håb, fornuft og handling.

Gudstjeneste og verden

Den samfundsmæssige og politiske agenda italesætter i den grad "tabet" i disse år. Ikke mindst tabet på natursiden. Ofte afstedkommer det følelsesmæssig melankoli (sorg) og resignation på den ene side og politiske paroler og aktivisme på den anden side. 

Gudstjenesten kan være en tredje vej. Netop kirken er et offentligt rum, hvor vi ikke er alene om at bære tabet. Ved at træde ind i kirkerummet på det rette tidspunkt (solhvervstider), med sang og musik, åndelig og videnskabelig og politisk tale i en sammenhæng, kommer man ud over den individuelle emotionalisering og golde politiske tale. 

I det rituelle forløb håndteres krisen mellem realisme og utopi, mellem tabet og håndteringen af tabet, mellem håb og handling. Gudstjenesten vender ikke bare nostalgisk blikket bagud. Gudstjenesten peger ikke bare åbent ud i horisonten. Gudstjenesten lader Guds (drømme-)tid iscenesættes en times tid, der giver håb, viden og handlekraft til livet i verdens tid.